Værker til fri download

GO

Kuratering i samarbejde med Brooklyns borgere

SHELLEY BERNSTEIN, VICE DIRECTOR FOR DIGITAL ENGAGEMENT AND TECHNOLOGY, BROOKLYN MUSEUM


Brooklyn Museum er frontløber, når det gælder nyskabende brugerinvolvering på museer, og om at udfordre grænserne mellem museal praksis og det publikum, museerne henvender sig til. I 2012 satte Brooklyn Museum igen nye standarder for, hvordan brugere kan engageres dybt og med stor effekt, med GO – et projekt hvor Brooklyns kunstnere og kunstelskere blev inviteret til at deltage i kurateringen af en udstilling af samtidskunst.


Fra ‘crowd‐kuratering’ til engageret lokalsamfund

I de senere år har mange spurgt mig, om vi ikke ville gentage Click! A Crowd-Curated Exhibition – den ‘crowd-kuraterede’ udstilling vi lavede i 2008, hvor vi afprøvede idéen om, at en blandet forsamling ofte kan træffe klogere beslutninger end individuelle eksperter, sådan som James Surowiecki foreslår i sin bog The Wisdom of Crowds.*1 Mit svar har gerne været, at vi ikke ville stå for en gentagelse; at vores svar ville være at forholde os til det, vi lærte, og bruge det til at lave noget nyt. Fire år senere fik vores svar navnet GO: a communitycurated open studio project. GO bad Brooklyn-baserede kunstnere om at åbne deres atelierer, så offentligheden kunne deltage i beslutningen om, hvilke kunstnere der skulle deltage i en udstilling, der skulle åbne på Brooklyn Museum i december 2012.

Nogle ting i GO var de samme som i Click! – nemlig at de var fokuserede på Brooklyn som bydel, og at de resulterede i en udstilling på museet – men dér hører lighederne også op. Click! drejede sig meget mere om ‘massernes intelligens’ og handlede derfor i høj grad om at udnytte den visdom, der opstår i en stor gruppe, hvor medlemmer, der ikke kender hinanden, sammen skaber noget, og så udforske resultaterne af de indsamlede data. GO fokuserede meget mere på mennesker; projektet belyste lokalkulturen og havde som mål at skabe personlige interaktioner gennem hele processen for at nå et resultat baseret på samarbejde mellem kunstnere, lokale borgere og museets ansatte. Internettet blev brugt som et redskab til at skabe kontakt og til at sætte skub i ideerne, men det var de enkelte individer, der drev projektet frem, ikke teknologien, og dette er en væsentlig forskel.

Inspirationskilder til GO

Da Sharon Matt Atkins, ledende udstillingskurator på Brooklyn Museum *2, og jeg først begyndte at diskutere det projekt, der skulle blive til GO, var en af vores inspirationskilder et bykort, som Brooklyn Arts Council havde skabt på basis af kunstnerne i deres kartotek. Hvad kortet viste var, at der bor en utrolig masse kunstnere i Brooklyn, og for os blev det et symbol og en væsentlig bevæggrund, der fik os til at gå videre med projektet.

Brooklyn Arts Councils registrat spillede en vigtig rolle for visualiseringen af, hvor mange kunstnere, der bor i Brooklyn, men det var mit første besøg hos ArtPrize *3, der for alvor fortættede mine tanker om, hvordan en nyskabende borgerkurateret proces kunne skrues sammen. ArtPrize er en offentlig kunstkonkurrence, der afholdes hvert år i Grand Rapids, Michigan. Konceptet er enkelt: en hvilken som helst kunstner i verden kan tage ét værk med til Grand Rapids og udstille det lokalt. Over en periode på to uger bedømmer de lokale beboere værkerne og stemmer om, hvad de kan lide. Vinderen får en pengepræmie.

Når man besøger ArtPrize, bliver det hurtigt klart, at næsten alle steder har åbnet deres døre for kunsten. Stederne er de forventelige, boghandlere, caféer, restauranter, gallerier, udstillingslokaler, men der er også overraskelser; et hundeinternat, en frisørsalon, Frelsens Hær og lokale kirker stiller også deres lokaler til rådighed. Som besøgende føles det, som om hele byen har åbnet sine døre, og denne åbenhed fostrer en utrolig dialog. At afgive sin stemme er kun en del af oplevelsen, og ikke noget alle deltagerne gør, men der er kunst over det hele, og folk taler om den. Jeg har ganske enkelt aldrig set mere kvalitativt engagement i en kunstrelateret begivenhed, og det fik mig til at spekulere på, hvad der ville ske, hvis vi gjorde noget lignende i Brooklyn.

Efter mit første besøg hos ArtPrize i 2010, begyndte Sharon og jeg at diskutere, hvad det ville betyde for Brooklyn Museum at være vært for et sådant projekt. De store forskelle på Brooklyn og Grand Rapids taget i betragtning, kunne vi sagtens få øje på ting, der fungerer ét sted, men som ikke kunne kopieres til et andet. Men vi følte også, at deltagelsesmodellen burde tilpasses til museets målsætninger. Hvordan kunne vi skabe en struktur, der ville handle mindre om afstemning og mere om kuratering og samarbejde? Hvis vi lykkedes med den opgave, hvordan kunne vi så skalere projektet til en størrelse, der svarer til den fjerdestørste by i USA? Det følgende år rejste vi til ArtPrize sammen, og vi brugte rejsen til grundigt at gennemtænke forskellige modeller for deltagelse, og hvad vi troede kunne passe ind i Brooklyn; vi fik også lejlighed til at tale med ArtPrize medarbejdere om vores ideer, og vi var positivt overraskede over, hvor utroligt åbne de var over for, at vi søgte inspiration i deres projekt og forsøgte at tilpasse det til Brooklyn.*4

Det digitale som igangsætter, ikke et mål i sig selv

Under GO åbnede kunstnere deres atelierer og, som en del af de retningslinjer vi havde sat op, skulle de være til stede under Åbent Atelier og mødes med de besøgende. Borgerne blev bedt om at oprette online-profiler, tjekke ind på ateliererne og derefter nominere kunstnere til at deltage i en udstilling på museet. Kuratorerne benyttede den samme profilstruktur til at åbne selve processen med at skabe udstillingen. Brooklyn Museums web team producerede en fuldt udbygget hjemmeside til GO projektet, hvor borgerne kunne registrere sig som deltagere, gennemse kunstnerprofiler og gemme atelierer til deres liste. [1]

GO handlede om at komme ud i Brooklyns forskellige nabolag og se, hvor kunsten bliver til, tale med kunstnerne og opdage steder i lokalområderne, som deltagerne ellers aldrig ville have fået adgang til. Folk benyttede sig af web- og mobile teknologier til at finde ateliererne, men projektet handlede om at se på kunst – i virkeligheden, ikke online – og om at møde kunstnerne, inden man traf beslutninger om deres kunst. GO fokuserede på, hvad der sker ude i Brooklyns lokalområder, på at skabe interaktioner mellem mennesker, og på at opfatte museet på en anden måde; mere som en facilitator og et knudepunkt for interaktion.*5

[1] Voters visiting an artist’s studio in Crown Heights during the GO open studio weekend. CC BY 4.0 Robert Nardi

[1] Deltagere, der besøger et kunstneratelier i Crown Heights under GO Åbent Atelier weekenden.
CC BY 4.0 Robert Nardi

Styrken ved fysisk tilstedeværelse

Hvis Brooklyn var en by og ikke en bydel, ville den være den fjerdestørste i USA. Med et areal på 190 km2, 2,5 mio mennesker og 67 bydele, var det ikke helt let at styre et projekt som GO, der skulle dække hele området. Hver af Brooklyns bydele er forskellige, befolkningssammensætningen unik, den sociale sammensætning er vidt forskellig – med andre ord, det der fungerer ét sted, virker ikke nødvendigvis et andet. En stor del af, hvad der fik GO til at fungere, var et distribueret netværk af bydelskoordinatorer, der arbejdede lokalt i nabolaget med at få kontakt til kunstnere og deres lokale fællesskaber. [2]

Da vi interviewede ansøgere til disse jobs, kiggede vi efter personer med en dyb forståelse for deres egen bydel, begejstring for projektet og indsigt i kontakt-metoder, som ville være egnede til deres specifikke bydel. På trods af alverdens sociale medier er Brooklyn stadig i høj grad et sted, hvor opslagstavlen spiller en vigtig rolle, og ikke sjældent kom kandidaterne med en sund indstilling til, hvor langt man kan nå med online kommunikation; de fleste af dem talte om behovet for off-line kommunikation, flyers på caféer og én-til-én kontakt mellem enkeltindivider.*6


Personlig deltagelse

På ét punkt ligner ArtPrize og GO hinanden, nemlig i afhængigheden af at folk deltager fysisk, ikke online. Digitale redskaber kan bruges til planlægningen af besøget og til at registrere din interesse i en kunstners arbejde, men det primære fokus er at se på kunst og være fysisk til stede for at gøre det. I ArtPrize skal deltagerne bekræfte deres registrering personligt for at kunne stemme. Vi tog den funktion med over i GO, hvor vi opfordrede deltagerne til at gå ud til ateliererne og registrere deres besøg ved hjælp af det unikke nummer, som hver kunstner havde fået tildelt. Og de kunne kun nominere kunstnere fra listen over atelierer, de rent faktisk havde besøgt. Begge modeller opfordrede de besøgende til at give deres mening til kende om kunstværkerne, men først når de havde set dem i virkeligheden.

[2] Prior to the open studio weekend, GO Neighborhood Coordinators held meetups in every neighborhood to answer questions and distribute materials.

[2] Forud for Åbent Atelier weekenden holdt koordinatorerne for de forskellige nabolag i GO møder ude i hver deres lokalområde for at besvare spørgsmål og uddele materiale. De møder, der blev afholdt på populære lokale mødesteder, gav også anledning til at socialisere for kunstnere og aktive deltagere.
CC BY 4.0 Shelley Bernstein

Men modellen for deltagelse i GO var også forskellig fra ArtPrize modellen, der baserer sig på en helt enkel op/ned afstemning, der fører til en Top 10, og derefter endnu en afstemning mellem de ti for at afgøre vinderne. I GO bad vi deltagerne om at tjekke ind på ateliererne i stedet for at afgive deres stemme med det samme. Hvis de ønskede at nominere en kunstner til gruppeudstillingen, måtte de først være tjekket ind på mindst fem atelierer for at kvalificere til at nominere tre fra listen over steder, de havde besøgt. På denne måde ønskede vi at flytte deltagelses-modellen hen imod at opfordre deltagerne til at tænke over de valg, de foretog, på samme måde som vores kuratorer må gøre hver dag i deres arbejde. Ved at fjerne afstemningen fra selve begivenheden, håbede vi, at deltagerne ville hengive sig til kunstoplevelsen i weekenden og lade deres indtryk modnes lidt, inden de afgjorde, hvem de ville nominere.


Hinsides ‘like’‐knappen

Efterhånden som vi udviklede GO konceptet, troede mange fejlagtigt, at det handlede om sociale medier, og at et hurtigt ‘like’ ville afgøre, hvad der skulle ske i løbet af Åbent Atelier-weekenden. Men GO blev designet til en type af deltagelse, der går ud over ‘like’-mentaliteten og fostrer noget dybere.

I løbet af GO bad vi deltagerne om at arbejde ret hårdt; de skulle registrere sig, logge deres besøg ved at tjekke ind med unikke koder, og besøge mindst fem atelierer for at kunne nominere tre kunstnere. Det lyder måske som en ret engageret og kompliceret proces, men vi troede fast på, at disse barrierer ville skabe en dybere deltagelse. Men selvfølgelig ledte det også til en vis bekymring i gruppen af deltagende kunstnere. På grund af denne deltagelses-model, fik vi flere kommentarer fra kunstnere i stil med, “Jeg har kigget på, hvad der skal til for at nominere en kunstner, og jeg tror virkelig ikke på, at ‘almindelige’ mennesker vil gennemgå hele den proces.”

Men vi havde gode grunde til at få deltagerne til at foretage alle disse krumspring. At forlange registrering sætter barren højt, men det gav alle deltagere mulighed for at identificere sig med projektets omfang. I de tidlige faser gjorde profilerne det muligt for deltagerne at genkende hinanden i ateliererne, men senere hen i projektet (nomineringer, kuratorbesøg) blev det et redskab til at fortsætte dialogen online på en måde, der bibeholdt følelsen af åbne døre. Det elektroniske tjek-ind på ateliererne var endnu et skridt i den proces, men ét der gjorde sit bedste for at sikre, at kunstværkerne blev set i virkeligheden. Kunstnernes online-profiler var bare ment som lokkemidler for at hjælpe de besøgende med at blive interesseret i kunstnernes arbejde og bagefter minde dem om, hvad de havde set. Men vi ønskede ikke, at folk skulle bedømme kunstnernes arbejde online, hvor mange kunstværker ikke kommer til deres fulde ret. At kræve fem atelierbesøg for at få lov til at nominere tre kunstnere var endnu en høj barre, men den sikrede, at deltagerne tænkte mere som kuratorer. De måtte foretage valg, og ved at fjerne nomineringsprocessen fra selve Åbent Atelier-weekenden, håbede vi på at opmuntre deltagerne til at reflektere mere over deres valg. [3]

[3] To deltagere, der benytter sms og GO iPhone app’en til at checke ind på et kunstneratelier ved Brooklyn Navy Yard under Åbent Atelier weekenden.

[3] To deltagere, der benytter sms og GO iPhone app’en til at checke ind på et kunstneratelier ved Brooklyn Navy Yard under Åbent Atelier weekenden.
CC BY 4.0 Shelley Bernstein

Helt grundlæggende kunne deltagerne ikke bare sidde derhjemme og stemme online; og de kunne ikke bare gå hen til deres venners atelierer og stemme, mens de var der. Vi ønskede at flytte dialogen væk fra det spontane ‘like’ til en nøje overvejelse af flere forskellige muligheder. ‘Like’-knappen er nem, og samtidig med at vi selvfølgelig ikke synes, at deltagelse ligefrem skal være svær, var det vigtigt for os at lægge afstand til den standard, som Facebook har påtvunget os, og bruge nogle mere effektive virkemidler, der understøttede deltagernes behov i vores specifikke projekt.*7

Af mange af de samme grunde, som er listet her, havde vi heller ikke en Facebook-side for GO. Under GO ønskede vi at opmuntre deltagerne til en dialog, som fandt sted ude i virkeligheden, og – først og fremmest – i atelieret. Social udveksling og deling var stadig mulig på GO’s hjemmeside og på sociale medier, og vi opfordrede også til det, men vi mente, at den personlige opfordring til venner og støtter om at komme forbi atelieret var en mindst lige så stærk opfordring til besøg og ville føre til mere holdbare forbindelser.


Deltagelse i Åbent Atelier weekenden

Under GO Åbent Atelier weekenden, som fandt sted den 8.-9. september 2012, åbnede kunstnere deres atelierer i 46 af Brooklyns 67 bydele, med en spændvidde der var både stor og overraskende. Vi havde forventet, at ateliererne ville være koncentreret i travle nabolag, men hvor den type nabolag ganske rigtigt havde flest registreringer, så var det ikke noget overvældende flertal. Projektet viste sig at række ud til kunstnere, der ikke havde adgang til den slags koordinerede åbne atelier-tiltag, som opstår hvert år i tæt befolkede nabolag. Det havde vi ikke ventet, men det er noget vi er meget stolte af.

Før Åbent Atelier weekenden udgav vi vores eget kort, som viste de 1.861 registrerede kunstnere der, på tværs af 46 af Brooklyns 67 bydele, åbnede deres atelierer for GO. Under de forudgående seks ugers registrering iagttog vi begejstrede, hvordan kortet blev befolket. Repræsenterede det alle kunstnere i Brooklyn? Selvfølgelig ikke, men for os repræsenterede det en stærk visualisering af, hvor meget kunstnerisk virksomhed, der finder sted i vores bydel.

I løbet af GO Åbent Atelier weekenden registrerede vi alverdens målbare data om deltagerne. Lad os se på tallene, hvad de betyder, og hvordan vi nåede frem til dem.


Statistik over besøgstal for Åbent Atelier weekenden

  • Ca. antal besøgende: 18.000
  • Ca. antal besøg i atelierer: 147.000
  • Antal deltagende kunstnere: 1.708
  • Antal bydele med deltagende kunstnere: 44
  • Totalt antal registrerede deltagere i afstemning: 10.319
  • Totalt antal registrerede deltagere, der besøgte mindst ét atelier: 6.106
  • Totalt antal registrerede deltagere, der besøgte mindst 5 atelierer og derfor kvalificerede til at nominere: 4.929
  • Totalt antal tjek-ind i atelierer: 48.918
  • Gennemsnitligt antal atelierer besøgt per deltager: 8

Kunstnere, som uformelt blev adspurgt af personalet i løbet af weekenden, bemærkede at kun omkring 1⁄3 af de besøgende åbenlyst brugte mobile enheder til at tjekke ind på ateliererne eller sås skrive kunstnernes koder ned. Baseret på dette tog vi det totale antal registrerede deltagere, som tjekkede ind på mindst ét atelier (6.106), som basistal og brugte det til at projicere et formodet antal besøgende på 18.000. Det samme gør sig gældende for antallet af besøg på atelierer; 48.924 tjek-ind modsvarer ca. 147.000 atelier-besøg. Disse gæt er imidlertid ret konservative. Som én indikator var der fx mange familier, der besøgte ateliererne samlet, men børn under 18 kunne ikke registrere sig jf. afstemningsreglerne; og som en anden indikator så vi mange grupper, hvor kun én person lod sit besøg registrere. Trafikken var fordelt ud over hele Brooklyn, men selv ikke to tornado-advarsler og problemer med den offentlige transport kunne afholde borgerne fra at besøge kunstnerne under GO.

[4] Deltagere og kunstnere samles for at se de udvalgte kunstnere i GO udstillingen, der åbnede på Brooklyn Museum 1. december 2012. CC BY 4.0 Shelley Bernstein

[4] Deltagere og kunstnere samles for at se de udvalgte kunstnere i GO udstillingen, der åbnede på Brooklyn Museum 1. december 2012.
CC BY 4.0 Shelley Bernstein

Baseret på den feedback vi fik under Åbent Atelier weekenden og kommentarerne på hjemmesiden i dagene og ugerne efter, var der et par ting, der stod krystalklart. Mange kunstnere rapporterede at de besøgende, de havde haft, ikke mindede om de besøgende de normalt havde, når de holdt åbent hus; de besøgende var engagerede og fokuserede. Feedback fra kunstnere indikerede, at der fandt en masse diskussioner sted i ateliererne. De fleste kunstnere sagde, at der var en blanding af besøgende – 30 % inviterede venner, 70 % nye besøgende. Denne blanding skiftede fra det ene nabolag til det næste, men generelt hørte vi, at kunstnerne fandt et nyt publikum.


En fejring af kreativitet og lokalkultur

GO åbnede på en Target First Sunday, en populær månedlig begivenhed på Brooklyn Museum med gratis adgang til aktuelle udstillinger og programmer. [4] Med udgangspunkt i projektets demokratiske natur syntes vi, det var en passende måde at få sparket showet i gang. De 1.708 kunstnere, der havde deltaget i Åbent Atelier weekenden, var efter Brooklyn-borgernes ihærdige indsats blevet skåret ned til ti nominerede kunstnere. Derefter havde to af Brooklyn Museums kuratorer besøgt hver af disse kunstnere i deres atelierer, og efter en hård udvælgelsesproces udvalgt fem af dem til at deltage i udstillingen.*8 Selvom den afsluttende udstilling kun kunne vise værker af fem kunstnere, handlede det lige så meget om, at vi havde iscenesat en begivenhed, der bragte alle dem i lokalsamfundet, der havde deltaget i GO processen – alle de kunstnere, der havde åbnet deres atelierer, alle de Brooklyn-borgere, der havde registreret sig, tjekket ind, mødt og nomineret kunstnere, alle de frivillige, der havde hjulpet med koordineringen af projektet – sammen for at fejre den fantastiske kreativitet og det store engagement, der er at finde på Brooklyns kunstscene.


Denne artikel er en omskrevet version af Shelley Bernsteins blogindlæg i forbindelse med GO projektet, først offentliggjort på www.brooklynmuseum.org/community/blogosphere og redigeret til Sharing is Caring i samarbejde med Merete Sanderhoff.


NOTER

*1  www.brooklynmuseum.org/exhibitions/click/
*2  www.brooklynmuseum.org/about/curators/atkins.php
*3  www.artprize.org/
*4  Medarbejderne hos ArtPrize var meget hjælpsomme under arbejdet med at finde et koncept til GO. De gik så vidt som til at diskutere, hvad der fungerede for dem og ikke. Vi talte meget og længe om deres datametrik, og det gjorde os i stand til at bruge deres indsigter og tilpasse dem til vores egen deltagelsesmodel. Efter vores Åbne Atelier weekend i GO delte vi vores erfaringer med ArtPrize, så de også fik lejlighed til at lære af vores arbejde.
*5  Deutsche Bank støttede GO igennem deres Art & Technology program. Med deres deltagelse ønskede de at støtte et initiativ, der så på lokalsamfundet på en ny måde og søgte at inddrage alle Brooklyns borgere i både processen og de teknologier, der blev anvendt. Læs mere om, hvordan vi opnåede dette takket være lokale partnerskaber: gobrooklynart.tumblr.com/post/29552893069/partnering-with-nycha-for-go
*6  Mange af koordinatorerne er selv kunstnere, der – fordi de arbejdede på GO – ikke kunne åbne deres egne atelierer i vores GO-weekend. Men de syntes alle, at projektet var så vigtigt, at de hellere ville understøtte andre kunstnere ved at arbejde for det, end selv at vise deres kunst frem.
*7  Dette emne behandles også af Valtysson & Holdgaard i deres artikel s. 221 ff.
*8  Læs meget mere om den kuratoriske proces bag udvælgelsen af de fem kunstnere til GO udstillingen på Sharon Matt Atkins’ blog, fx: www.brooklynmuseum.org/community/blogosphere/2012/11/28/making-choices-to-create-an-exhibition/, Relaterede indlæg af Sharon kan findes ved at følge links i bunden af hjemmesiden.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo