Værker til fri download

Om forfatterne

Nana Bernhardt

Nana er undervisnings- og udviklingsansvarlig i Skoletjenesten på Statens Museum for Kunst. Hun er Mag.art. i kunsthistorie fra Københavns Universitet og Écoles des Hautes Études i Paris, med speciale i den amerikanske kunstner Kara Walker og repræsentation af kulturel identitet og køn. Hun er med i projektet “Museer og kulturinstitutioner som ramme for medborgerskab” og medforfatter af bogen “Dialogbaseret undervisning. Kunstmuseet som læringsrum” i samarbejde med Olga Dysthe, professor i pædagogik ved Bergen Universitet og Line Esbjørn, undervisnings- og udviklingsansvarlig i Skoletjenesten på Thorvaldsens Museum.

CC BY-SA 2.0 Shelley Bernstein

CC BY-SA 2.0 Shelley Bernstein

Shelly Bernstein

Shelley er Vice Director for Digital Engagement and Technology på Brooklyn Museum, hvor hun arbejder for at fremme museets samfundsorienterede mission gennem projekter, der inkluderer gratis wifi adgang, web-baserede gæstebøger, projekter til mobile enheder, og at få gjort Brooklyn Museums samling tilgængelig online. Hun er initiativtager og community manager for museets initiativer på sociale netværk. Hun organiserede Click! A Crowd-Curated Exhibition, Split Second: Indian Paintings, og GO: a community-curated open studio project. I 2010 blev hun udnævnt til en af de “40 under 40” i Crains New York Business, og hun er blevet portrætteret i New York Times.

CC BY 4.0 Europeana

CC BY 4.0 Europeana

Jill Cousins

Jill er direktør for The Europeana Foundation, ansvarlig for Europeana.eu og direktør for The European Library. Hun sidder i bestyrelsen for Globethics og rådgiver om udviklingen af andre digitale biblioteker. Hun har mange års erfaring med online publikation, som hun nu viderefører i kulturarvssektoren. Hendes tidligere erfaring stammer bl.a. fra den kommercielle forlagsverden, hvor hun har været europæisk direktør for forretningsudvikling hos VNU New Media, og fra forskningsverdenen, hvor hun har drevet Blackwell Publishing’s online tidsskriftsservice. Inden hun gik ind i forlagsbranchen, bestred Jill en række stillinger i marketing og research inden for det informationsvidenskabelige felt. Disse dækkede alt fra marketing- og eventchef for Learned Information (Online Information) til at drive sit eget researchfirma, First Contact.

CC BY 2.0 Lars Lundqvist

CC BY 2.0 Lars Lundqvist

Michael Edson

Michael er Director of Web and New Media Strategy på Smithsonian Institution. Han har arbejdet på talrige prisvindende projekter og været involveret i praktisk talt ethvert aspekt af implementeringen af nye teknologier og medier inden for museumsverdenen. Udover at udvikle Smithsonians første strategi for web og nye medier i en åben proces dokumenteret på Smithsonian Web and New Media Strategy wiki’en, står han bag Smithsonian Commons projektet og har desuden hjulpet med at skabe Smithsonians første blog, Eye Level, samt det første Alternative Reality spil til en museal kontekst, nemlig Ghosts of a Chance. Michael er tilbagevendende gæst på O’Reillys Foo Camps og medlem af Open Knowledge Foundations OpenGLAM rådgivningspanel. Han blev i 2011 udnævnt til “Tech Titan: person to watch” af Washington Magazine.

Christian Ertmann-Christiansen

Christian har arbejdet i 10 år med at designe og administrere den national it-infrastruktur for museernes data. Med en baggrund i datalogi og statskundskab fokuserer hans arbejde på en holistisk forståelse af brugere og institutionelle behov og krav til it-systemer, og på at opnå konsolidering ved at navigere imellem politiske agendaer og tekniske løsninger, der tjener flere behov. Christian har arbejdet 1998-2002 som konsulent hos UNI-C, det Danske Center for Uddannelse og Forskning, 2002-12 som sektionsleder for systemudvikling i Kulturarvsstyrelsen. Han er nu afdelingsleder på Det Kongelige Bibliotek.

CC BY 4.0 Sarah Giersing

CC BY 4.0 Sarah Giersing

Sarah Giersing

Sarah er Cand.mag. i historie. Hun interesserer sig for fotografi og museologi, og hun arbejder både med formidling, indsamling, kuratering og publikumsudvikling. Hun var fra 2009-13 ansat som museumsinspektør på Københavns Museum, hvor hun bl.a. var projektleder for museets digitale formidlingsplatform i byrummet, VÆGGEN. I dag er hun forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, hvor hun har ansvar for Det Nationale Fotomuseum.

CC BY‐SA 4.0 DR’s Kulturarvsprojekt

CC BY‐SA 4.0 DR’s Kulturarvsprojekt

Tobias Golodnoff

Tobias er Cand.it., IT & Business. Han fik i 2007 ansvaret for DR’s Kulturarvsprojekt og særbevillingen på 75 millioner kroner. Med et skarpt fokus på procesoptimering, teknologiudvikling, innovation og eksterne samarbejder har han og projektteamet sikret, at DR nu er en af verdens førende organisationer indenfor omkostningseffektiv digitalisering af TV- og radio-indhold. For Tobias er formålet med digitaliseringen af DR’s arkiv at berige danskerne med adgang til kulturarven. Han arbejder med afsæt i mantraet: Brug = Værdi. En værdi, han mener bliver større, når synergi kan skabes på tværs af organisationer og opgaver. En af Tobias’ opgaver er at dele sin viden, og han bestrider en række poster i nationale og internationale organisationer, heriblandt generalsekretær for FIAT/IFTA, samt styregruppemedlem af forskningsprojekterne LARM og CoSound.

CC BY 4.0 Martin von Haller Grønbæk

CC BY 4.0 Martin von Haller Grønbæk

Martin von Haller Grønbæk

Martin er partner i Bird & Bird, et internationalt advokatkontor, og er Danmarks førende advokat indenfor IT, internet og e-handel. Han har stor erfaring indenfor for strategiske og juridiske aspekter af open source, Creative Commons, open data og open business models. Han blogger på vonhaller.dk.

CC BY 4.0 Eva Hübner

CC BY 4.0 Eva Hübner

Henrik Jarl Hansen

Henrik er chefkonsulent og projektleder for Fælles museums-it i Kulturstyrelsen. Han har en baggrund som Mag. art. i Forhistorisk og europæisk arkæologi og har tidligere arbejdet som museumsinspektør og enhedsleder på Nationalmuseet og senere kontorchef i Kulturarvsstyrelsen. Han har deltaget i de tværvidenskabelige forskningsprojekter Foranderlige Landskaber og AGRAR 2000, samt EU-projekterne ARENA og CARARE. Henrik har haft et fagligt virke som medlem af bestyrelsen for Dansk ICOM, herunder deltagelse i ICOM/CIDOC i en periode som redaktør og senere formand for Archaeological Sites WG. Derudover har han deltaget i en række ekspertgrupper under Europarådet, Nordisk Ministerråd og Kulturministeriet. Hans publikationer ligger inden for områderne arkæologi og informationsteknologi.

CC BY 4.0 Lars Ulrich Tarp Hansen

CC BY 4.0 Lars Ulrich Tarp Hansen

Lars Ulrich Tarp Hansen

Lars Ulrich er Cand.mag. i kommunikation og har været kommunikationsansvarlig på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg siden 2005. Udover ansvaret for PR og markedsføring er han ligeledes ansvarlig for udvikling og implementering af den digitale formidling, hvad angår både indhold og teknik. Lars Ulrich arbejder efter devisen “Think Big, Start Small, Move Fast” og arbejder i alle sine projekter med at mindske bureaukrati, effektivisere udviklingsomkostningerne og sikre en bæredygtig drift, der medvirker til, at projekterne kan fortsætte, når projektmidlerne er brugt. Lars Ulrich har været initiativtager og primær konceptudvikler på iGuide-projektet, hvor en række danske museer samarbejder om udvikling af smartphone apps, der bygger på DRs platform CHAOS. Et projekt, der betyder, at mindre museer, som hidtil ikke har haft ressourcer til at indgå i digitale projekter, nu er på højde med udviklingen og har en bæredygtig platform, som danner grundlag for fremtidige projekter. Han har desuden været fortaler for at anvende en journalistisk tilgang i produktionen af formidlingsindhold. Dette format skaber større nærvær i relationen mellem kuratoren og publikum og er desuden en omkostningseffektiv metode. iGuide-projektet har for KUNSTEN betydet en massiv besparelse i driftsomkostningerne til IT og en mere effektiv arbejdsgang.

CC BY 4.0 Nanna Holdgaard

CC BY 4.0 Nanna Holdgaard

Nanna Holdgaard

Nanna er Ph.d. stipendiat i forskningsgruppen Digital Kultur ved IT Universitetet i København. I sit Ph.d. projekt fokuserer hun på online medier i museer, særligt sociale medier og hvordan brugerne oplever og deltager i disse online miljøer.

CC BY 4.0 Matteo Bellisario

CC BY 4.0 Matteo Bellisario

Lene Krogh Jeppesen

Lene har fødderne solidt plantet i sociologien, mens hele kroppen siden 2007 har befundet sig i SKATte-universet. Hun er en af mødrene til @skattefar og kvinden bag SKATs øvrige tiltag på sociale medier. Hun har tre kæpheste som hun kæmper aktivt for at udbrede: 1) Digitalisering og service er ikke hinandens modsætninger. 2) Reel viden (og ikke fordomsgæt) om brugerne og deres adfærd er en forudsætning for at kunne indrette den bedste offentlige service. 3) Sociale medier hjælper store offentlige myndigheder på vejen mod åbenhed og dialog i øjenhøjde.

CC BY 4.0 Ditte Laursen

CC BY 4.0 Ditte Laursen

Ditte Laursen

Ditte er seniorforsker ved Statens Mediearkiv, Statsbiblioteket i Aarhus. Case studiet i hendes artikel til denne antologi blev gennemført, mens hun var post doc ved DREAM (Danish Research Centre of Advanced Media materials) med et projekt om digitale teknologier i museer (2009-11, støttet af Styrelsen for Videnskab, Teknologi og Innovation). Hun har en Ph.d. i mediestudier fra Syddansk Universitet med fokus på unges mobilkommunikation. Hendes fremmeste forskningsområder er social interaktion i og omkring digitale medier på tværs af formelle, semi-formelle og uformelle miljøer. Derudover kuraterer hun adskillige digitale projekter ved Statens Mediearkiv (2007-) og Netarchive.dk (2007-). Hun er deltagende partner i RESAW (Research infrastructure for the Study of Archived Web materials), IIPC (International Internet Preservation Consortium), LARM (Audio Research Archive Denmark) og DigHumLab (Digital Humanities Lab Denmark).

CC BY 4.0 Miriam Lerkenfeld

CC BY 4.0 Miriam Lerkenfeld

Miriam Lerkenfeld

Miriam er Cand.it., Digital Design & Kommunikation. Hun har oprindeligt rødder i filmbranchen, hvor hun koordinerede PR- og marketingaktiviteter. Efter at have arbejdet i filmbranchen har hun rundet feltet arkitektur, blandt andet som en del af Rem Koolhaas OMA/AMO-kontor i New York. Hun har solid erfaring med afvikling af events og har blandt andet været med til at arrangere konferencen New Media Days. I DR’s Kulturarvsprojekt fokuserer Miriam på samarbejde og formidling på det strategiske niveau, og driver desuden en del af de daglige aktiviteter i forhold til den tekniske udvikling samt workshops, events m.v. Hun har været lånt ud til andre områder i DR, bl.a. som en del af den digitale lancering af ungdomskanalen DR3 samt relanceringen af samfundskanalen DR2. Hun er også involveret i kreativ sparring med en række projekter, herunder mail art-arkivet på KUNSTEN Aalborg. Ud over disse opgaver bruger hun ofte sine kompetencer inden for konceptudvikling og servicedesign til undervisning. Hun har blandt andet fungeret som undervisningsassistent på IT Universitetet i København.

CC BY-SA 4.0 Kristina Alexanderson

CC BY-SA 4.0 Kristina Alexanderson

Peter Leth

Peter arbejder som pædagogisk konsulent i webtjenesten Lær IT og som uddannelsesrådgiver i Creative Commons Danmark. Han er uddannet skolelærer med linjefag i musik og sløjd. Efter ni år som efterskole- og folkeskolelærer skiftede han i 2008 til webtjenesten Lær IT, hvor han i dag arbejder som udvikler af digitale rammer for undervisning på digitale platforme. Siden 2009 har han været dybt involveret i Creative Commons Danmark, hvor han i dag fungerer som uddannelsesrådgiver. I sin fritid er han optaget af politik og videndeling. Han erklærer selv at være den danske bruger på Flickr, der deler flest billeder under åbne licenser, indtil videre ca. 6.500 billeder under CC BY. Derudover er han engageret som frivillig i det åbne verdenskort OpenStreetMap.

 

CC BY 4.0 Siri Lundqvist

CC BY 4.0 Siri Lundqvist

Lars Lundquist

Lars har en baggrund i feltarkæologi og arkæologisk forskning. Et parallelt karrierespor har omfattet kommunikation og implementering af digitale redskaber og nye medier indenfor områderne arkæologi og kulturmiljø. Siden 2008 har Lars været leder af informationsudvikling ved Riksantikvarieämbetet i Sverige. I de senere år har hans arbejde været rettet mod Linked Open Data og indførelsen af en åben, national tværgående informationsinfrastruktur – en ‘commons’ for digitaliseret kulturarv – i samarbejde med Europeana fællesskabet.

CC BY 4.0 Theis Vallø Madsen

CC BY 4.0 Theis Vallø Madsen

Theis Vallø Madsen

Theis er kunsthistoriker og Ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet og KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, hvor han forsker i mail art og museumsarkiver. Udgangspunktet for projektet er Mogens Otto Nielsens mail art-arkiv, som består af ca. 16.000 genstande fra ca. 600 kunstnere. Hans forskning handler om registrering, organisering og digitalisering af uhåndterlige og sammenfiltrede kunstværker, kunstarkiver og museumssamlinger. Han er forfatter til artikler og udgivelser om mail art, kunstnerbøger, museologi og arkivstudier, og digital kuratering, kultur og kulturarv. Han har tidligere arbejdet på Fyns Kunstmuseum, og arbejder nu også som kunst- og litteraturkritiker.

CC BY‑SA 4.0 Kristina Alexanderson

CC BY‑SA 4.0 Kristina Alexanderson

Merete Sanderhoff

Merete er Mag. art. i kunsthistorie med særlig ekspertise inden for digitaliseret kulturarv og digital museumspraksis. Hun arbejder som museumsinspektør indenfor digital museumspraksis på SMK, med ansvar for at skabe fri adgang til museets digitaliserede samlinger og forskning, og benytte digitale platforme til at dele viden og ressourcer med kollegainstitutioner såvel som brugere. Hun optræder hyppigt som taler og moderator på internationale digitale kulturarvskonferencer, og har som konferenceorganisator selv sat åben adgang til kulturarven på dagsordenen i den danske GLAM sektor med Sharing is Caring seminarerne i København (2011-). Derudover er Merete medlem af OpenGLAM Advisory Board, ARTstor Museum Advisory Council og Europeana netværket. Hendes udgivelser omfatter bogen Sorte billeder – Kunst og kanon (2007), adskillige udstillingskataloger og forskningspapers.

CC BY 4.0 Lise Sattrup

CC BY 4.0 Lise Sattrup

Lise Sattrup

Lise er Ph.d. stipendiat ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet og Statens Museum for kunst. Lises Ph.d. er knyttet til Medborgerskabsprojektet, hvor hun undersøger, hvordan udstillinger og undervisning på museer bidrager til kulturelt medborgerskab. Hun er Cand. pæd. i billedkunst og har tidligere arbejdet som undervisnings- og udviklingsansvarlig på ARKEN Museum for Moderne Kunst.

CC BY 4.0 Bjarki Valtysson

CC BY 4.0 Bjarki Valtysson

Bjarki Valtysson

Bjarki er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturstudier ved Københavns Universitet. Hans forskningsinteresser omfatter kulturelle, medie- og kommunikative politikker, demokrati, implementeringen og opfattelsen af sociale medier inden for museer, arkiver og biblioteker, samt hvordan disse institutioner forholder sig til produktion, distribution, brug og forbrug i digitale kulturer.

CC BY‑SA 4.0 Jasper Visser

CC BY‑SA 4.0 Jasper Visser

Jesper Visser

Jasper er uafhængig konsulent i virksomheden Inspired by Coffee. Her udarbejder han strategier for fremtiden i samarbejde med nonprofit-organisationer, NGO’er og kulturelle organisationer fra hele verden, særligt inden for museer, biblioteker, medier, kommunikation, teknologi og forretningsmodeller. Han har endvidere grundlagt flere start-ups, der gør hans ideer til virkelighed. Jasper er en populær foredragsholder overalt i verden og driver bloggen themuseumofthefuture.com.

CC BY‑SA 4.0 Peter Grunnet Wang

CC BY‑SA 4.0 Peter Grunnet Wang

Jacob R. Wang

Jacob er bachelor i filosofi fra Odense og Københavns Universitet samt Cand.it i Design, kommunikation og medier fra IT-universitetet i København. Han har tidligere været leder af IT-udvikling ved Odense Bys Museer gennem fire år med ansvar for udvikling af museets digitale samlingssystemer, udstillingsmedier, websites, intranet, online formidling samt drift af museets mange systemer, udstillinger og digitalt understøttede arbejdsgange. Jacob har også været IT-koordinator og bestyrelsesmedlem for Historisk Atlas – Danmarks største arkiv-, bibliotek- og museumssamarbejde mellem over 100 bidragende institutioner. Foreningen Historisk Atlas driver og udvikler den fælles formidlingsplatform historiskatlas.dk. Han er nu digitaliseringsansvarlig ved Nationalmuseet med ansvar for digitalisering og digital tilgængeliggørelse af museets viden og samlinger. Til daglig fungerer han som projektleder på ‘Det Digitale Natonalmuseum’ – en mangeårig satsning, der arbejder strategisk med åbenhed, tilgængelighed og gennemsigtighed samt udvikling af museets digitale arbejdsgange og værktøjer og museets medarbejderes digitale kompetencer.

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo