Værker til fri download

8. DET ER DIN KULTURARV. BRUG DEN *39

“En tid er kendetegnet ved de idéer, der tages for givet, snarere end ved de idéer, der skaber debat. En æras særlige karakter er hængt op på det, der ikke behøver at blive taget i forsvar. Magten følger de idéer, som kun de skøre ville stille spørgsmålstegn ved. “Den vedtagne sandhed” er en fornuftstest; “det, alle ved” er skillelinjen mellem os og dem.”
Lawrence Lessig, The Future of Ideas, 2001


Temaet på Sharing is Caring 2012 – “Let’s Get Real!” – var ikke mindst en opfordring til os selv. På SMK havde vi gennem flere år arbejdet fokuseret med digitale projekter, der havde gjort os opmærksomme på potentialerne i at åbne op for nye brugsformer af vores digitaliserede samlinger, og for nye typer dialog og interaktion med omverdenen.

“Hvad kan I gøre i dag?” Det spørgsmål stillede Michael Edson til SMK’s ledelse, da han rådgav museet om åbne billedlicenser i efteråret 2011. Vi havde på daværende tidspunkt ikke den fornødne digitale infrastruktur til at frigive større mængder digitaliserede billeder. Vores digitaliserede samlinger lå fortsat i en lukket billeddatabase, og værkerne manglede emneord for at blive søgbare på en brugervenlig måde. Men vi kunne begynde i lille skala. Svaret på Edsons spørgsmål blev at tage et overskueligt udvalg af highlights – fra italiensk renæssance over nederlandsk 1600-talskunst til dansk guldalder og tidlig modernisme – og omsætte dette lille, men kvalitativt set fornemme, tværsnit af samlingerne til et pilotprojekt for brug af åbne licenser.

Pilotprojektet havde til formål at give os erfaringer med, hvilke konsekvenser vi kunne forvente ved at overgå fra traditionelt billedsalg til en fri adgang-politik. Projektet skulle måles på tre parametre:

1. Ville eksponeringen af og kendskabet til SMK’s samlinger øges?
2. Kunne der opstå nye, værdifulde brugsformer af de frie billeder?
3. Ville museet miste indtjening på fotosalg?


Baggrund

I juni 2011 blev SMK inviteret til at bidrage til Google Art Project – Googles portal til verdenskunsten. Google planlagde en relancering af Art Project med en lang række nye museumspartnere.*40 Invitationen rejste væsentlige interne overvejelser på SMK: Hvis vi underskrev kontrakten med Google, betød det, at vi overdrog brugsrettigheder til vores professionelle fotografiske optagelser af værker i de statslige kunstsamlinger til et privat firma; et såkaldt offentligt-privat partnerskab (forkortet OPP). Denne form for partnerskab har i de senere år tilbudt statslige kulturarvsinstitutioner mulighed for at massedigitalisere enorme samlingsområder hurtigt og effektivt og deltage i stort anlagte formidlings- og distibutionsplatforme, som offentligt drevne museer sjældent har kapacitet til selv at udvikle.

Men der er også implikationer. For den private virksomhed, der tilbyder at tage digitaliserings- og formidlingsopgaver på sig for offentlige kulturarvsinstitutioner, skal også have noget ud af investeringen. [49] I tilfældet med Google Art Project ønskede Google at forbeholde sig retten til at bruge SMK’s billeder på alle nutidige og fremtidige Google platforme. Hvad der foranledigede en principiel intern diskussion var, at Google Art Projects brugere ikke får lov at hente billederne ned fra websitet og bruge dem frit, kun se på dem og interagere med dem på Googles egen platform og med Googles egne værktøjer. Google Art Project er med andre ord en “indhegnet have”, hvilket afskærer brugerne fra at genbruge billeder og data på deres egne præmisser. Kunne vi som offentlig, skattefinansieret institution forsvare at overdrage brugsrettigheder til vores billeder i høj opløsning til et privat firma? Fri offentlig adgang til SMK’s fysiske samlinger blev etableret i 2006. I internettets tidsalder forekom det oplagt at udstrække den fri tilgængelighed til de digitaliserede samlinger. Samlingerne er erhvervet af staten og tilhører borgerne. [50] Hvis brugsrettighederne skulle deles, burde det være med alle.


Økonomiske incitamenter

Ud over de etiske argumenter var der også økonomiske grunde til at sadle om til fri adgang. Som pilotprojektet om billeddeling allerede havde peget på, var der penge at spare ved at omlægge vores billedlicensering fra analog og lukket til digital og åben. Allerede i 2004 havde et studie af amerikanske kunstmuseers forretningsmodeller for licensering af kunstværker påvist det, som William Noel, University of Pennsylvania, kalder “en åben hemmelighed” i kulturarvssektoren [51]; nemlig at langt de fleste museer taber penge på traditionelt fotosalg, og ingen kan vise sorte tal på bundlinjen, når udgifter til administration og drift medregnes.*41 [52]

I lyset af dette kan man undre sig over, at museer ikke er ivrige efter at omlægge til mere rentable forretningsmodeller. Naturligvis har museerne et reelt behov for at dække omkostningerne ved selve digitaliseringen af værker. Men adskillige forskere indenfor feltet påpeger, at der mangler dokumentation for, at museerne faktisk konverterer indtægter fra fotosalg til at finansiere ny digitalisering, samt at de i det hele taget kan oppebære digitaliseringsudgifterne via traditionelt fotosalg.*42 Omvendt findes der substantiel dokumentation for, at museer taber penge på dyre administrative arbejdsgange og ineffektiv manuel håndtering forbundet med licensering. Det burde anspore museumssektoren til at se de vanlige forretningsmodeller efter i sømmene – og ikke mindst de ideologier, der ligger bag deres opretholdelse. Det er sjældent udelukkende økonomiske motiver, der får museer til at opretholde lukkede licenseringsmodeller og kræve betaling for brug af deres billeder. Ifølge Tanner er de tre vigtigste argumenter, som museer anfører som begrundelse for traditionel billedlicensering:

1. Indtjening på fotosalg (for at finansiere ny digitalisering)
2. Beskyttelse af fotorettigheder (for at værne om museets indtjening)
3. Kontrol med brugen af gengivelser af originalværker (for at værne om kunstnerens og værkets integritet).

Af disse anses kontrol med henblik på at beskytte værkets integritet som det mest tungtvejende argument. [53]


Digital vs. analog

De fundamentale forskelle mellem analoge og digitale billeder stiller museerne over for nye udfordringer. Har du et analogt billede og deler det, har du det ikke længere selv. Har du et digitalt billede og deler det, beholder du stadig selv en version, som er præcis magen til. Det digitale format er ekstremt nemt at kopiere, hvorfor digitale billeder ikke lader sig kontrollere på samme vis, som vi har været vant til med analoge. Vi kan godt forsøge at kontrollere brugen af dem, men realistisk set er det komplet uladsiggørligt. [54] Samtidig reducerer indhegningen af digitaliserede samlinger kraftigt deres synlighed på nettet, og dermed efterspørgslen efter dem. Som flere museer har erfaret, er der derimod
store potentialer i at tilbyde fri adgang til deres digitaliserede samlinger og udvikle nye forretningsmodeller oven på en fri base. [55]

Når det gælder at værne om værkets kunstneriske integritet, kan det forekomme indlysende at kontrollere cirkulationen og brugen af værkgengivelser. Mange museer kræver, at folk oplyser hvad de vil benytte deres billeder til, samt at de betaler for brugen. Men så snart den digitale billedfil er sendt ud af huset, kan den potentielt kopieres og deles uendeligt – ikke fordi brugerne er uhæderlige eller har kriminelle intentioner, men af den simple grund, at digitale medier muliggør det.
Et eksempel: En bruger har købt en digital billedfil fra et museum til brug i en powerpoint præsentation. Brugeren deler sin præsentation på Slideshare. En anden bruger downloader præsentationen, synes godt om museets billede og benytter det som illustration på sin blog. En læser af bloggen indlejrer billedet på sin Facebook-side, hvor det bliver set af 20 venner. Tre af dem deler billedet med deres netværk. Etcetera. I løbet af et øjeblik er den oprindelige billedfil delt hundredvis af gange, og intet museum har kapacitet til at overvåge den digitale spredning, endsige komme efter de brugere, der med større eller mindre overlæg bidrager til kædereaktionen. Digitale medier opfører sig som vand – de finder en vej. [56]

Denne kædereaktion omfatter endda kun museernes værkoptagelser. En anden dimension består i brugernes egne digitale fotos af museernes værker. Populariteten af smartphones betyder, at andelen af mennesker med kameraer lige ved hånden i de senere år er eksploderet. Selvom mange museer fortsat opretholder en “fotografering forbudt”-politik, så vil intet museum nogensinde have kustoder nok til at forhindre, at der tages digitale billeder af deres kunstværker. Og kameraerne sidder i avancerede håndholdte minicomputere, som gør det nemt at dele billederne på nettet, hvor de spredes med lynets hast.*43

[57] Sagen om “den gule mælkepige” har givet navn til en Europeana‐publikation om potentialerne for kulturarvssektoren i at benytte åbne licenser: “‘Mælkepigen’ et af Johannes Vermeers mest berømte malerier, viser en kvinde, der roligt hælder mælk op i en skål. Ved en undersøgelse fandt Rijksmuseum ud af, at der var mere end 10.000 kopier af billedet på internettet – de fleste i ret ringe, gullige kopier. Som et resultat af alle disse kopier i elendig kvalitet, fortæller de på Rijksmuseum, “troede folk simpelthen ikke på, at postkortene på museet viste det originale maleri. Det udløste at vi selv lagde højopløselige billeder af det originale værk med medfølgende åbne metadata ud på nettet. At åbne vore data er vores bedste angreb mod den ‘gule mælkepige’”.”  (Verwayen, Arnoldus & Kaufmann, 2011)
Johannes Vermeer, Mælkepigen, ca. 1657‐58. SK‐A‐2344. Rijksmuseum Amsterdam.
CC0.

Konstruktiv handling

Man kan begræde situationen og hævde, at internettets brugere er lovovertrædere. Man kan forsøge at dæmme op for nettets delingskultur med vandmærker og jura. Men meget tyder på, at det er en kamp mod vindmøller. Man kan også vælge at indse, at udviklingen ikke kan standses og i stedet prøve at vende situationen til en fordel. På Rijksmuseum i Amsterdam har de gjort det sidste. En undersøgelse havde vist, at nettet var oversvømmet af titusindvis af dårlige piratgengivelser af museets berømte Vermeer-maleri Mælkepigen – en skønsom blanding af scanninger fra kunstbøger og postkort, amatørfotos etc. Det afstedkom, at folk ikke “troede på” museets autoritative gengivelser af værket. Derfor besluttede Rijksmuseum at frigive deres egne billeder i høj kvalitet til fri brug på internettet. [57] Formålet var at “skylle de dårlige kopier ud” og erstatte dem med sanddru gengivelser af værkerne. [58]

Her følger Rijksmuseum den linje, som Europeana har udstukket med sit Public Domain-charter, der etablerer det offentlige domæne som en fundamental betingelse for samfundets sociale og økonomiske trivsel:

• The Public Domain must be preserved
• A healthy Public Domain is essential to the social and economic wellbeing of society
• Digitisation of Public Domain knowledge does not create new rights over it
*44 [59]

Et effektivt redskab til at dæmme op for ukorrekt og uhensigtsmæssig brug af kulturarvssamlinger, er at sætte brugervenlige åbne licenser på, som tydeligt markerer, hvad man gerne må og ikke må med billedet. Creative Commons er det mest udbredte system af åbne licenser. Creative Commons tilbyder et alternativ til rigiditeten i det traditionelle copyright-system. Populært sagt “nogle rettigheder forbeholdes”, i stedet for “alle rettigheder forbeholdes”. Creative Commons er et globalt system med fire elementer, der kan sammensættes i forskellige konstellationer til seks grundlicenser, alt efter den enkelte rettighedshavers ønsker og behov. En billedkunstner kan fx tillade andre at dele og benytte gengivelser af hendes værk til private formål, så længe hun krediteres, og samtidig betinge sig eneretten til at udnytte værket kommercielt (Creative Commons Attribution Non-Commercial eller CC BY-NC). Eller hun kan give andre lov til at bearbejde hendes billede og tjene penge på afledte værker, men samtidig betinge sig, at de afledte værker licenseres på lige vilkår (Creative Commons Attribution Share-Alike eller CC BY-SA). Ud over de seks grundlicenser tilbyder Creative Commons to optioner, CC0 (Creative Commons Zero), der overdrager dit copyright-omfattede værk til det offentlige domæne, og Public Domain Mark, der klart angiver at et værk allerede befinder sig i det offentlige domæne.*45 [60]

Der løber en klar skillelinje mellem kunstværker i det offentlige domæne, og kunstværker som er omfattet af kunstnerisk ophavsret. Men kaster man et blik ud over den internationale kulturarvssektor, er der millioner af genstande, som for længst er fri af copyright og befinder sig i det offentlige domæne. I digitaliseret form kan disse samlinger højne kvalitetsniveauet af internettets åbent tilgængelige og brugbare kulturarvsressourcer, hvis de sættes fri til deling og genbrug.

[59] På Open Knowledge Festival i Helsinki, september 2012, kunne Europeanas vicedirektør Harry Verwayen offentliggøre, at Europeanas samlede datasæt blev overdraget til Public Domain (PD).
CC BY 4.0 Merete Sanderhoff

Frontløbere

I løbet af ganske få år har en stribe internationale kunstsamlinger indført fri adgang-politik til deres digitaliserede samlinger i det offentlige domæne.*46 I forbindelse med SMK’s beslutningsproces undersøgte vi, hvordan nogle af dem benytter åbne licenser. Disse helt uformelle undersøgelser viser, at det er en sag, der gribes meget forskelligt an. Her gennemgår jeg ganske kort fire eksempler, der i særlig grad har inspireret SMK’s valg af en åben licens.


1. Rijksmuseum, Amsterdam

Rijksmuseum har markeret sig som et fyrtårn for åbenhed ved at overdrage 125.000 billeder i høj opløsning af værker uden for copyright til det offentlige domæne. Rijksmuseum huser en af de største og væsentligste kunstsamlinger i Europa, hvilket giver dette træk særlig tyngde og betydning i kulturarvsverdenen. [61] Med lanceringen af Rijksstudio, et kreativt brugerunivers på museets nye hjemmeside, har Rijksmuseum påtaget sig rollen som katalysator for brugernes kreativitet. Her opfordres man til at oprette sine egne personlige samlinger og at dele, downloade, remixe og genbruge billederne, fx i collager, tatoveringer og musikvideoer. Rijksmuseum opfordrer brugerne til at “røre ved” billederne og gøre noget ved dem, fordi – som museets samlingschef Taco Dibbits udtaler – det er, når man kommer tæt på værkerne, bearbejder dem og klipper detaljer ud, at man husker dem.*47 Derudover har museet frigivet deres samlingsdatasæt via et API, der tillader at deres data frit kan hentes og bruges af eksterne udviklere og programmører. Det er blevet benyttet til at udvikle mere end 30 nye applikationer med base i Rijksmuseums data, som giver eksterne brugerperspektiver på, hvad museets samlinger kan bruges til. [62] Det har placeret Rijksmuseum som et af de mest progressive kunstmuseer i den digitale tidsalder.

En vis inkonsistens har imidlertid i en periode præget Rijksmuseums brug af åbne licenser. API’et giver fri adgang til det komplette datasæt, som er forsynet med CC0-licensen, og samtlige 125.000 billeder af værker i det offentlige domæne. På Rijksstudio var der imidlertid fra begyndelsen lagt en besynderlig begrænsning på download af billedfiler, der foreskrev at de kun måtte anvendes til “personlig brug”. For brugere, der mødte Rijksmuseums billeder via denne platform, blev det indtryk således formidlet, at billederne kun måtte benyttes til personlige formål (svarende til licensen CC BY-NC), hvilket er i direkte modstrid med værkernes placering i det offentlige domæne. Efter vedvarende kritik fra OpenGLAM-eksperter både i Holland og udlandet samt pres fra Europeana blev denne betingelse fjernet i oktober 2013, et år efter lanceringen af Rijksstudio. Billederne er endda stillet til rådighed i særdeles høj opløsning og kvalitet.


2. Yale University, New Haven

I maj 2011 offentliggjorde Yale University’s museer, biblioteker og arkiver en fri adgang-politik, som satte nye standarder for åbenhed i den internationale kulturarvsverden. Samtlige billeder af værker uden for copyright i deres samlinger – mere end 250.000 – blev ved en principbeslutning overdraget til det offentlige domæne, baseret på en vurdering af, at fri adgang var det bedste middel til at underbygge Yales mission i den digitale tidsalder. [63]

Yale University’s 20 individuelle samlinger råder imidlertid over billeder og arkivalier i vidt forskellige stadier af digital tilgængelighed. Selvom Yales officilelle politik overdrager billederne til det offentlige domæne, er det ikke ensbetydende med, at samtlige 250.000 billeder nu kan hentes ned fra nettet. Mange billeder er hverken optaget digitalt eller søgbare
på nettet – det kommer til at tage mange årsværk at få gennemført – men politikken er klart formuleret. Indtil videre er Yale Center for British Art en af de samlinger, der bedst demonstrerer intentionerne i Yales fri adgang-politik.*48


3. National Gallery of Art, Washington D.C.
I marts 2012 fulgte en anden amerikansk kulturarvsgigant, National Gallery of Art, trop med lanceringen af NGA Images – mere end 20.000 billeder i høj opløsning af værker, som er overdraget til det offentlige domæne. NGA håber med deres fri adgang-politik at sikre relevansen af deres samlinger gennem aktiv brug, og – ligesom Rijksmuseum – at eliminere efterslæbet af dårlige gengivelser af museets værker på nettet ved at erstatte dem med autoritative versioner i høj kvalitet. [64]

Et yderligere rationale bag NGA Images er af økonomisk art. En cost-benefit-analyse af billedtransaktioner mellem NGA og en anden amerikansk kulturarvsgigant, The Metropolitan Museum of Art i New York, afslørede at de to museer, som uden sammenligning var hinandens største kunder, stort set betalte hinanden nøjagtig det samme beløb årligt for at bruge hinandens billeder. Det blev et fældende argument for begge museer til at overgå til en ny og mere lempelig billedlicenseringspolitik.*49


4. Walters Art Museum, Baltimore
Et sidste eksempel, der har inspireret SMK til at bevæge sig i retning af fri adgang, er Walters Art Museum, en amerikansk samling af kunst- og kulturhistoriske genstande, der spænder fra sydøstasiatiske skulpturer over middelalderlige manuskripter til europæisk 1800-talsmaleri. Billeder af de dele af samlingerne, som er fri af copyright, er konsekvent overdraget til det offentlige domæne – bortset fra billeder af tredimensionelle genstande, som er forsynede med CC BY-SA-licensen – og kan downloades med ét klik fra hjemmesiden. Billedernes kvalitet er dog ret svingende.

Walters Art Museum begrunder deres fri adgang-politik med, at de er en offentlig kulturinstitution, som er finansieret af skatteydernes penge og derfor bør give de ressourcer tilbage til offentligheden, som offentligheden har betalt for. Samtidig betones det, at det ikke kun handler om etik og generøsitet. Ifølge Walters Art Museum giver det i den digitale tidsalder ganske enkelt bedre mening at indføre en fri adgang-politik, såvel fra et markedsførings- som et forretningsmæssigt synspunkt. [65]


Inkonsekvent brug af åbne licenser

Frontløbere som disse har sat nye standarder for billedlicensering i kulturarvssektoren, og at dømme ud fra den voksende liste af OpenGLAM samlinger (se note 46, s. 119) har vi kun set begyndelsen til det paradigmeskift, de har banet vejen for. Deres forskellige måder at anvende åbne licenser på er imidlertid et utvetydigt tegn på, at kulturarvssektoren her bevæger sig ind i ukendt terræn og prøver sig frem – ligesom med digitale teknologier generelt. Der findes endnu ingen fast og ufravigelig praksis for, hvordan kulturarvsinstitutioner håndterer licensering af digitaliserede værker i det offentlige domæne, og som påvist applikeres og gradbøjes de åbne licenstyper på varierende måder.

Som nævnt indstiller Europeana i sit Public Domain charter til, at digitalisering af værker i det offentlige domæne ikke bør afstedkomme nye restriktioner på de digitale kopier. Ikke desto mindre er dette fortsat en udbredt praksis i kulturarvssektoren. Og selvom Creative Commons-licenser principielt kun bør benyttes på copyright-omfattede værker – som et alternativ til copyright – sættes de ofte på værker, der juridisk set befinder sig i det offentlige domæne og derfor ikke bør bære nogen form for licenser.*50 Dybest set er der ikke kun tale om en juridisk, men også en etisk, diskussion. Det står endnu ikke hugget i sten, hvordan åben licensering skal anvendes og tolkes, og selvom man kan pege på diskrepanser, er det trods alt et fremskridt for kulturarvens brugbarhed, at kun “nogle rettigheder forbeholdes” frem for “alle rettigheder forbeholdes”.

Uanset hvilken form for licensering man vælger, er det afgørende at kommunikere klart og tydeligt omkring brugsrettigheder og -restriktioner. En af fordelene ved Creative Commons-licenserne er, at de fratager brugerne byrden med at finde rettighedshaveren og bede om særskilt tilladelse til at bruge et værk. Licensen fortæller – både i almindeligt forståelige vendinger og på maskinlæsbart sprog, som computere automatisk kan registrere – hvad man må og ikke må. Det sparer såvel brugerne som institutionerne tidskrævende arbejde. Derudover er det en fordel for brugerne, jo flere institutioner og skabende kunstnere der anvender det samme system. Det højner chancen for, at folk genkender og er fortrolige med licenserne og hvad de dækker. Det mindsker risikoen for, at de farer vild i en jungle af licenstyper og fejlfortolker rettighedshavernes påbud.*51


SMK’s første forsøg med Creative Commons

SMK’s fotografer har gennem en årrække arbejdet fremsynet med at digitalisere museets samlinger i høj kvalitet. De har skabt et af museets fornemste aktiver – titusindvis af digitale værkoptagelser i topprofessionel standard – men indtil nu har vi lukket dette aktiv inde, hvor det ikke kan udfolde sin potentielle gennemslagskraft på nutidens mediebetingelser. På dette grundlag besluttede SMK i 2012 at afprøve Creative Commons Attribution-licensen (CC BY) på det korpus af billeder, som vi bidrog med til Google Art Project.*52 Af praktiske årsager havde vi – som de fleste andre museer i Google Art Project – udelukkende bidraget med værker i det offentlige domæne, så vi undgik at håndtere kunstnerisk ophavsret med en kommerciel tredjepart involveret.

I løbet af beslutningsprocessen overvejede vi alle de forskellige Creative Commons-licenser nøje og bevægede os fra at være tilbøjelige til at vælge den mest restriktive licens, Creative Commons Attribution Non-Commercial No-Derivatives (CC BY-NC-ND), der ikke tillader hverken kommerciel udnyttelse eller afledte værker, til i sidste ende at vælge den mindst restriktive af de egentlige licenser, Creative Commons Attribution (CC BY), der tillader alle former for genbrug inklusiv kommercielle former, så længe kilden krediteres. Begrundelsen for denne bevægelse hen ad åbenhedsspektret var, at vi blev opmærksomme på, hvilke potentialer vi ville miste ved at vælge en mere restriktiv licens. Et bevidst mål med at afprøve åbne licenser på SMK’s værker var at opfordre brugerne til at dele vores billeder via sociale medier. Derudover ønskede vi, at Wikimedia Commons ville høste vores billeder, så de kunne blive anvendelige i Wikipedia – verdens mest benyttede opslagsværk, hvor millioner af mennesker verden over dagligt søger viden og oplysninger. Wikipedia rangerer højt i Googles søgehierarki og linker konsekvent tilbage til billedets oprindelige kilde. Så når Wikimedia høster SMK’s billeder, kan vi til gengæld høste den fordel, at museets værker automatisk vil rangere højere i Google-søgninger. Begge dele krævede, at vi mindst benyttede CC BY-SA eller CC BY, ellers ville deling på Wikipedia og mange andre sociale medieplatforme ikke være mulig.*53 Hvorfor valgte SMK at anvende CC BY i stedet for konsekvent at overgive vores billeder af værker i det offentlige domæne til det offentlige domæne, ved hjælp af CC0-dedikationen eller Public Domain Mark? Som forskningsbaseret kunstmuseum ønskede vi at understrege over for brugerne, at kreditering er afgørende for at hjælpe andre med at finde tilbage til kilden. [66]

På SMK har vi valgt en ekstremt enkel løsning. De billeder, som indgår i Google Art Project, er tilgængeliggjort på vores hjemmeside smk.dk til fri download i høj opløsning og forsynet med CC BY-licensen. Med et højreklik kan man hente en stor billedfil ned på sin egen computer, og med et venstreklik kan man læse en brugervenlig forklaring af CC BY-licensen. Vi havde kun få måneder og intet særskilt budget til at lave en teknisk løsning, der kunne håndtere download af store billedfiler via vores forhåndenværende CMS system. Den tekniske løsning blev derfor ganske simpel, men funktionel. Billedfilerne er forbundet til eksisterende sider med information om de enkelte værker i form af korte introducerende tekster og -videoer. Alt, vi har produceret, er en introduktionsside om fri download, en side om CC BY-licensen, og endelig en zip-fil hvor man kan downloade samtlige billeder som én komprimeret fil.*54


De første resultater

Fri download på smk.dk blev lanceret 18. april 2012. Et års tid senere (maj 2013) kan vi forsigtigt konstatere, at de tre succeskriterier, vi ville måle forsøget på, alle er faldet positivt ud.


1. Øges eksponeringen af SMK’s samlinger og brand?
Den nyoprettede side med fri download af SMK’s highlights er en højdespringer på hjemmesiden. Siden kom ud som den 14. mest besøgte af alle smk.dk sider i 2012 og kan fremvise en markant anderledes trafik end resten af sitet. Der bliver linket til siden fra mange eksterne sites og blogs, og der har været over 7.400 besøgende, som har downloadet et eller flere værker. Den demografiske fordeling viser, at SMK har opnået en væsentlig international branding ved at give billeder fri til download. Godt 34 % kommer fra udlandet – de fleste fra USA, England, Italien, Rusland og Tyskland – mens udenlandske besøgende til de øvrige sider på smk.dk generelt ligger på kun 21 %.*55

SMK har markeret sig hjemme og i udlandet som et foregangsmuseum for brugen af åbne licenser. Frigivelsen af billeder i høj kvalitet har afstedkommet en øget bevågenhed fra væsentlige internationale samarbejdspartnere som Europeana, Open Knowledge Foundation og Creative Commons og placeret SMK i kategori med væsentlige udenlandske samlinger, der benytter åbne licenser.


2. Opstår der nye, værdifulde brugsformer af de frie billeder?
SMK’s frie billeder deles og genbruges i nye sammenhænge, fx som tekstiltryk, illustrationer til blogindlæg og i kunstneriske remix, der deles via sociale medier. Som forventet har Wikimedia Commons høstet museets frie billeder, og Wikipedia Danmark har sat to wikipedianere til at udarbejde artikler om værkerne, kunstnerne bag samt relaterede emner.*56 På Wikipedia vises SMK’s billeder i dag 731 gange på 544 individuelle Wikipedia-sider på 27 sprog – en effekt, der vel at mærke er baseret på det lille korpus af billeder, SMK foreløbig har frigivet.*57 Billeder fra SMK benyttes fx til at illustrere artikler om emner fra antik mytologi på indonesisk, arabisk og hebraisk, opslag om det kunsthistoriske motiv “smertensmanden” på tysk og spansk, en fransk artikel om trompe l’oeil-maleri, og artiklen om Camille Saint Saëns’ opera Samson et Dalila i engelsk Wikipedia. En af de mest perspektivrige nye brugsformer af SMK’s billeder er i undervisningen i den danske folkeskole. De er nu klar til at blive integreret i digitale undervisningsredskaber, som gør det nemt for skoleeleverne at finde og benytte billederne, samt at kreditere dem korrekt. [67]


3. Mister SMK indtjening på fotosalg?
Som mange andre museer har SMK ikke gennemført en cost-benefit-analyse af sin traditionelle forretningsmodel for fotosalg, hvor administrations- og lønudgifter er medregnet. Derfor har vi ikke noget reelt grundlag for at vurdere de økonomiske konsekvenser af åben licensering. Det kan dog fastslås, at det eksterne fotosalg samlet set ikke er faldet siden frigivelsen af museets billeder i april 2012. Tværtimod er det steget en smule.*58 Tilsyneladende er indtjeningen på fotosalg altså ikke blevet påvirket af, at nogle af museets mest populære billeder nu også kan downloades gratis – til trods for at SMK Foto konsekvent henviser brugere, der henvender sig om de frie billeder, til downloadsiden på smk.dk. Dette kunne tyde på, at den øgede eksponering af samlingerne, som brugen af åbne licenser afstedkommer, driver mere trafik til hjemmesiden, hvilket givetvis medfører et generelt mersalg af traditionelt licenserede billeder. I takt med at åbne licenser indføres konsekvent på museets copyright-fri digitaliserede samlinger, vil vi nøje følge udviklingen i trafik til sitet, trafikkilder samt nye brugsformer, der skaber eksponering og branding af museet på andre platforme.

Overordnet kan vi konkludere, at vi har haft en stor effekt af at frigive blot et lille korpus af åbent licenserede billeder. Det tyder på, at det ikke nødvendigvis er volumen, der er afgørende, men i lige så høj grad signalværdien i at tage et konsekvent skridt i retning af en fri adgang-politik.


Et hul i hegnet

Med beslutningen om at gøre SMK’s bidrag til Google Art Project til en offentligt tilgængelig pulje af frie billeder, har vi forsøgt at lave et lille hul i hegnet rundt om Google Art Projects “indhegnede have”. Hermed har vi ønsket at sende et signal om, at digital kunstformidling kun vinder i værdi og gennemslagskraft ved at benytte åbne licenser – både fra et brugerperspektiv og set fra museernes synsvinkel.

Da vi skulle vælge et værk til SMK’s gigapixel billede i Google Art Project, valgte vi at involvere brugerne direkte i beslutningsprocessen.*59 Vi oprettede en offentlig afstemning på Google+ og Facebook med ti kandidater fra samlingen og lod det være op til en demokratisk afstemning, hvilket værk Googles fototekniske specialister skulle optage i gigapixelformat. I løbet af de to uger, afstemningen varede, modtog vi 1.652 stemmer fra 20 nationaliteter.*60 Og de afgav ikke blot stemmer, men kommenterede også kunstværkerne, diskuterede hvad de handlede om, og hjalp hinanden med at finde kilder til værkernes motiver.*61 Vinderen af afstemningen blev L.A. Rings maleri Kalkemanden fra 1908, som i samme anledning blev indlemmet i puljen af frie billeder, så vi nu er oppe på 160 i alt [68]. Sammenlignet med fx Rijksmuseums og Yales bedrifter er der virkelig tale om “starting small”, men det er en begyndelse.

[68] Vinderen af SMK’s Google gigapixel afstemning blev L. A. Rings maleri Kalkemanden. Det gamle hus pudses op (1908) KMS4223. Oplev billedet i gigapixel i Google Cultural Institute: http://www.google.com/culturalinstitute/asset-viewer/whitewashing-the-old-house/iAF9eXkvWzfJ9g?projectId=art-project og download det fra smk.dk: http://www.smk.dk/udforsk‐kunsten/highlights/laurits‐andersen‐ring‐kalkemanden‐det‐gamle‐hus‐bliver‐pudset‐op/
CC BY 3.0 SMK

Google Art Project har kun bifaldet og promoveret SMK’s tiltag til større åbenhed og inklusion inden for rammerne af deres platform. Google Art Projects indhegnede havekultur kan ses som udtryk for, at projektet er et samarbejde mellem mange forskellige institutioner med divergerende holdninger til deling af deres digitaliserede materiale. Kritikere har påpeget, at Google indtil videre negligerer muligheden for at bruge Art Project som et redskab til at øge viljen blandt verdens kulturarvsinstitutioner til at åbne deres samlinger op og lade dem indgå i internettets åbne remix-kultur.*62 Som en uhyre attraktiv platform for museer verden over og i samklang med Googles generelle politik, kunne Art Project aktivt advokere for åben licensering af kunstsamlinger, og slå portene til den indhegnede have op på vid gab. Når det er sagt, så har Google Art Project, ved at gøre det obligatorisk for museumspartnerne at bidrage med billeder i høj opløsning, formået at demonstrere hvilken enorm forskel store billedfiler gør for den digitale oplevelse af kunst, og på den måde højnet standarden for online museumsformidling betragteligt. [69]


NOTER

*39  Hele dette afsnit står i gæld til Michael Edsons generøse videndeling, sparring og rådgivning inden for området. Se bl.a. http://smithsonian-webstrategy.wikispaces.com/Public+Domain +and+Image+Sales+References

*40  Google Art Project blev første gang lanceret for offentligheden 1. februar 2011 med ca. 1.000 værker fra 17 store museer. 3. april 2012 blev en udvidet og opdateret version lanceret, nu med 151 partnere og mere end 30.000 værker. SMK bidrog med 159 værker fra den Kongelige Malerisamling og den Kongelige Kobberstiksamling. http://www.googleartproject.com/collection/statens-museum-for-kunst/
Pr. maj 2013 er Google Art Project vokset yderligere til 230 samlinger, der viser over 40.000 værker http://en.wikipedia.org/wiki/Google_Art_Project

*41  Ifølge Tanner og Hamma er det et udbredt problem, at museer sjæl- dent medregner driftsomkostninger i deres opgørelse over indtjening på fotosalg. Dette gælder også SMK. I museets årsrapport anføres udelukkende den årlige indtjening på fotosalg, som ikke modsvares af udgifter til administration, løn og systemdrift.


*42  Tanner, 2004; Hamma, 2005; Kelly, 2013.

*43  Det får flere og flere museer til at ændre deres forbud mod fotografering og i stedet vende brugernes fotovaner til et positivt led i markedsføringen. Se fx Miranda, 2013 http://www.artnews.com/2013/05/13/photography-in-art-museums/

*44  Fra en pressemeddelelse, 25. maj 2010: “Europeana Public Domain Charter: libraries, museums and archives support Europe’s heritage” http://bit.ly/10LdEH0 Europeana aggregerer data og indhold fra mere end 2.200 museer, biblioteker og arkiver i de europæiske medlemsstater. I september 2012 overgav Europeana sit aggregerede datasæt på mere end 20 millioner enheder til det offentlige domæne ved hjælp af Creative Commons dedikationen CC0.
Se http://bit.ly/SbkazJ og http://creativecommons.org/weblog/entry/34017

*45  Læs mere om Creative Commons-licenserne og deres brugsområder på http://www.creativecommons.dk/om/ og i Martin von Haller Grønbæks artikel s. 141 ff.

*46  Termen “fri adgang-politik” er min oversættelse af den engelske vending “open access policy”, som er udbredt i den internationale GLAM-sektor og bl.a. benyttes af de museer, jeg refererer til i dette afsnit. I beslutningsprocessen har SMK primært hentet inspiration fra samlinger i USA, med Rijksmuseum i Amsterdam som en prominent undtagelse. Det skyldes, at der indtil videre kun er relativt få kunstsamlinger, der har adopteret åbne licenser i større udstrækning, hvoraf de mest konsekvente cases skal findes i USA. I en bredere GLAM-optik er der en del flere eksempler på institutioner, der benytter åbne licenser. Den globale non-profit græsrodsbevægelse Open Knowledge Foundation
http://okfn.org/ har påbegyndt en liste over “OpenGLAM” kulturarvsinstitutioner (dvs. de, der benytter åbne licenser på deres digitale indhold), hvor SMK også figurerer http://openglam.org/open-collections/

*47  Se fx
http://www.youtube.com/watch?feature=player_ embedded&v=5MzgijfLV-E#!
og Segal, 2013 http://www.nytimes.com/2013/05/29/arts/design/museums-mull-public-use-of-online-art-images.html?smid=tw- share&_r=3&

*48  Se britishart.yale.edu

*49 Med relanceringen af deres hjemmeside i oktober 2011 indførte Metropolitan Museum også fri download af knap 200.000 billeder i høj opløsning, dog kun til ikke-kommerciel personlig brug. The Met har på papiret en mere restriktiv billedlicenseringspolitik end NGA, men i praksis er det nøjagtig lige så enkelt at downloade deres billeder i høj opløsning, hvis ikke enklere. Her er en tydelig download-knap, som med ét klik henter billedfilen ned på din computer. Til gen- gæld er det besværligt at finde frem til museets brugsbetingelser, som gemmer sig dybt inde i hjemmesidens informationsarkitektur, milevidt fra de sider, hvor billederne kan downloades. www.metmuseum.org/information/terms-and-conditions
I praksis gør det det særdeles vanskeligt for brugerne at handle juridisk korrekt. Dette eksempel understreger vigtigheden af tydeligt at markere hvilke licenser, ens digitale billeder bærer – både for at sikre at reglerne overholdes, og for at undgå at kriminalisere brugerne.


*50  Se Martin von Haller Grønbæks artikel s. 141 ff.

*51  Alastair Dunning fra The European Library uddyber dette i et blogindlæg om farerne ved mange forskellige licens-systemer:
http://availableonline.wordpress.com/2013/06/05/europeana-and-harmony-avoiding-the-dangers-of-licence-proliferation/

*52  En afklarende bemærkning: Dét, SMK har sat CC BY licensen på, er JPG billeder i høj opløsning, som museet selv har fotorettighederne til. Licensen har ikke noget at gøre med de originale værker – de er i det offentlige domæne – og omfatter ikke andres fotografiske optagelser af værkerne.
I beslutningsprocessen modtog SMK rådgivning af advokat Martin von Haller Grønbæk, medstifter af Creative Commons Danmark, og Lars Lundqvist fra Riksantikvarieämbetet i Sverige, der siden 2008 har anvendt Creative Commons licenser på svenske kulturarvs- samlinger. Begge er desuden bidrageydere til denne antologi.

*53  Sociale medier er som regel kommercielle virksomheder, hvorfor billeder med ikke-kommercielle restriktioner ikke må deles der. Reglerne på Wikipedia er som udgangspunkt, at alt materiale skal kunne bruges og redigeres frit af alle – også til kommercielle formål, så længe ophavsmanden krediteres. For en gennemgang af hvilke licenser, Wikipedia kan og ikke kan spille sammen med, se: http://da.wikipedia.org/wiki/Hj%C3%A6lp:Valg_af_billedlicens

*54  Introduktion til fri download på SMK
http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/samlingerne/vaerker-til-fri-download/
Introduktion til CC BY-licensen http://www.smk.dk/copyright/creative-commons/
Efter det første par uger delte vi zip-filen op i tre, da brugerne havde problemer med at downloade den store datamængde på én gang. Parallelt med at SMK satte åbne licenser på en pulje af offentligt tilgængelige billeder, blev det besluttet at afskaffe museets interne fotokonteringsmodel (se note 19). Fra 1. januar 2012 betaler museets øvrige afdelinger ikke længere SMK Foto for at rekvirere billeder af museets egne værker, fx til brug på hjemmesiden.

*55  Statistik via Google Analytics (10. april 2013)

*56  Se http://da.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:WikiProjekt_Maleri/158_highlights

*57  Statistik via GLAMorous http://toolserver.org/~magnus/ts2/glamorous/ (13. juni 2013)

*58  Det samlede eksterne fotosalg i 2011 var på 404.477 kr., mens det i 2012 endte på 464.496 kr. Denne tendens er i overensstemmelse med, hvad andre museer, der har implementeret en fri adgang- politik på deres digitaliserede samlinger, kan påvise (Kelly, 2013).
*59  Google Art Project tilbyder sine partnere at optage ét udvalgt værk i samlingen med specialiseret fotoudstyr i flere milliarder pixels opløsning.

*60  Folk fra 20 nationer verden over afgav stemmer og kommenterede kandidaterne: Indien, Rusland, Kina, Colombia, Libyen, Spanien, Mexico, Tyrkiet, Sydafrika, Filippinerne, Indonesien, England, Tyskland, Nigeria, USA, New Zealand, Finland, Sverige, Frankrig og Danmark. Se de 10 kandidater: https://plus.google.com/u/0/b/105034210144513295597/photos/+StatensMuseumforKunst/albums/5812929202671334753
Læs om vinderen: http://www.smk.dk/besoeg-museet/nyheder/artikel/og-vinderen-er/

*61  Et eksempel fra den 21. nov. 2012, hvor to unge mænd fra hhv. Sydafrika og Filippinerne diskuterer Peter Paul Rubens’ maleri Salomons dom: https://plus.google.com/u/0/b/105034210144513295597/photos/+StatensMuseumforKunst/albums/5812929202671334753/5812929227295374690?pid=5812929227295374690& oid=105034210144513295597
Hvem kunne have gættet, at der var potentielle brugere af det danske nationalgalleris samlinger i Filippinerne og Sydafrika? Unge mennesker, såkaldt “digitale indfødte”, med viden og værktøjer til at navigere i en global visuel kultur. Afstemningen om SMK’s gigapixel billede gav os en flig af indsigt i effekten af “den lange hale” (se s. 48-50). Vores samlinger kan blive relevante og betydningsfulde for helt nye brugergrupper, når vi stiller dem til rådighed dér, hvor brugerne er, og opfordrer til åben dialog. Dette mikroskopiske forsøg demonstrerede for os, at anvendelsen af åbne licenser og tilstedeværelsen på sociale online platforme kan øge kendskabet til og brugen af vores samlinger.



Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo