Værker til fri download

6. FRI BILLEDDELING NU!

“I dag hersker der en ny intellektuel ejendomsretsøkonomi. I stigende grad – og i en vis forstand paradoksalt – indser virksomheder indenfor elektronik, bioteknologi og andre sektorer, at hvis de opretholder og forsvarer den intellektuelle ejendomsret og navnebeskyttelse, vil det ofte forkrøble deres evner til at generere værdi.”
Tapscott & Williams, Wikinomics, 2008


Kunsthistorier åbnede vores øjne for, at hvis vi ville arbejde med kunsthistorie på nettets præmisser, manglede vi at bygge et fundament af frit tilgængelige digitale billeder. Den vante måde at organisere museernes digitale billeder på, som varer man kan købe og sælge, stod i vejen for at udfolde visionen om et netværk af digitale kunstsamlinger. Vi indså hurtigt, at vi ikke havde udsigt til at ændre copyright-forholdene på tværs af landegrænser. Men vi kunne forsøge inden for egne rækker.

Idéen om at vise kunst fra forskellige samlinger side om side virkede indlysende og var mulig på nettet. Med en digital kunsthistorie kunne vi skabe meningsfulde relationer på tværs, og ved hjælp af links sende brugere videre til hinanden. Som i rhizomet ville man kunne træde ind i kunstens verdenskort fra en hvilken som helst indgangsvinkel, og herfra ville et netværk af relationer brede sig i alle retninger. Grundtanken var, at det ville være i museernes egen interesse at skabe synergier mellem vores samlinger. Men de høje omkostninger ved at købe billeder hos hinanden, blokerede udviklingen.

[32] De fem museer, som deltog i projektet, var Den Hirschsprungske Samling, Fyns Kunstmuseum, Vejle Kunstmuseum, KUNSTEN Museum for Moderne Kunst Aalborg og SMK. Her er det Lars Ulrich Tarp Hansen fra KUNSTEN Aalborg og Jonna Nielsen fra Vejle Kunstmuseum, der arbejder på konceptet for billeddeling.dk under en workshop, juni 2010.
CC BY 4.0 Merete Sanderhoff

Hidtil havde denne problematik ikke nydt stor bevågenhed i den danske museumsverden. Museerne var vant til kun at vise egne billeder på egne hjemmesider og at betragte hinanden som konkurrenter, der kæmpede om de samme brugeres gunst. Men med den digitale udvikling åbner der sig et alternativ: Jo mere kunst, der er tilgængelig på nettet, og jo bedre det er koblet sammen i meningsfulde relationer, jo større bliver “forbruget”. Ligesom princippet hos internethandelsgiganten Amazon.com, hvor man får relevante anbefalinger, når man køber en vare, baseret på ens egne og andre brugeres handlinger: “Customers who bought this item also bought …” Online portalen til offentlige danske biblioteker, bibliotek.dk, har integreret dette element i deres søgefunktion. Et princip, der nemt kan omsættes til kunstsamlinger: “Brugere, der har set på dette kunstværk, har også set på…”

Da opmærksomheden først var rettet mod fotosalg og billedlicensering i den danske museumssektor, og vi begyndte at undersøge vores vanlige forretningsmodeller, forekom det ude af trit med den teknologiske udvikling, når museer tager betaling for at bruge hinandens billeder til formidling på nettet. Hvorfor forsøge at leve af at “klippe hinanden”, når vi i stedet kunne samarbejde om at skabe netværk mellem vores samlinger, og dermed øge den samlede interesse for dem? Kulturstyrelsen var enig og gav i 2009 støtte til et pilotprojekt. Det skulle undersøge, hvordan danske kunstmuseer kunne etablere en praksis for fri billeddeling, der var mindre ressourcekrævende og bedre tilpasset den digitale tidsalders betingelser og, ikke mindst, potentialer.

SMK inviterede fire andre danske kunstmuseer til et samarbejde om at afdække, hvordan vi plejede at udveksle billeder, og hvordan vi kunne ændre praksis for at spare penge og optimere vores formidling. [32] SMK havde siden 2006 deltaget i Dansk Kulturarv-samarbejdet. [33] Det havde allerede demonstreret styrken i at gå sammen i en national indsats for at opbygge fælles digital infrastruktur og koordinere offentlig adgang til den digitaliserede kulturarv. Pilotprojektet om billeddeling fortsatte denne tankegang, zoomede ind på kunstmuseerne og indstillede linsen på deling af digitale billeder til online, ikke-kommercielle formål.


International inspiration

I løbet af pilotprojektet om billeddeling undersøgte vi en række internationale eksempler på at dele digitale samlinger under frie vilkår på nettet, til ikke-kommerciel brug i undervisnings- og forskningsregi. Mange museer råder over omfattende samlinger, som befinder sig i det offentlige domæne. Et argument, der hyppigt bliver fremsat, er at fri og demokratisk adgang for studerende, forskere og lærere til digitaliserede samlinger uden for copyright er i harmoni med museernes kulturbærende rolle som troværdige kilder til læring og almen dannelse. [34] Derudover stødte vi på vægtige økonomiske argumenter. Museer som Victoria & Albert Museum, Powerhouse Museum og British Museum kunne dokumentere, at de sparede penge på at omlægge deres fotosalg, når de omlagde fra manuel administration til digitale arbejdsgange, hvor brugere selv kan downloade billederne. [35]

Udnyttelsen af digitale distributionsmetoder fik samlingernes synlighed til at eskalere. Powerhouse Museum i Sydney kunne måle 20 gange flere views af deres fotografiske Tyrell-samling, efter den blev lagt ud på Flickr Commons – et åbent online arkiv af fotografiske samlinger uden nogen kendte copyrightrestriktioner. Den øgede eksponering af samlingen betød, at den blev opdaget af potentielle brugere, som ikke tidligere havde fundet billederne på museets egen hjemmeside.*31 Nok så interessant var det, at Powerhouse Museum kunne dokumentere et stabilt kommercielt fotosalg af Tyrell-samlingen, efter billederne blev frigivet til download fra Flickr uden copyright-restriktioner, men i lave opløsninger, der var uegnede til kommerciel brug. Tilstedeværelsen på Flickr havde med andre ord øget eksponeringen og brugbarheden af Tyrellsamlingen markant, uden at reducere indtægterne fra kommercielt fotosalg. Derudover var samlingen blevet beriget med emneord genereret af brugerne på Flickr – emneord, som museet sugede tilbage i deres egen database, så søgningen i deres samlinger blev forbedret. [36]

Powerhouse Museums eksempel (sammen med mange andre, primært kulturhistoriske museer, der deler deres fotografiske samlinger i Flickr Commons) motiverede os til at integrere Flickr i billeddeling.dk. Dette var en simpel billeddatabase, som vi udviklede for at anskueliggøre, hvor nemt det reelt er for museer at dele deres billeder digitalt. Billeddeling.dk gav de deltagende museer mulighed for at uploade billeder i høj opløsning, trække stamdata ind fra den fælles danske museumsregistrant Regin/KD, samt tagge deres billeder.*32 Derudover var tilføjet en option, der gav det enkelte museum mulighed for også at dele deres billeder uden for den lukkede database, i den dertil oprettede Flickr gruppe KunstMuseer-Danmark.*33 Tanken var at tilbyde projektets partnere at dele deres billeder, ikke kun med andre museer i et lukket system, men også offentligt, for at se hvilke synergieffekter det kunne medføre. Dette skulle primært gælde for værker i det offentlige domæne, hvor museerne selv ejede fotorettighederne. De færreste af deltagerne valgte dog at benytte denne option. Den klassiske bekymring for, hvad folk kunne finde på at bruge billederne til, hvis de lå frit tilgængeligt på nettet, var fremtrædende blandt museerne. Viden om hvilke potentialer, der kunne ligge i at bidrage til internettets frit tilgængelige ressourcer, var derimod begrænset. En af konklusionerne på projektet var, at der forestod et vigtigt oplysningsarbejde i den danske kulturarvssektor for at skabe fremdrift på området.


Copyright-forhandlinger

Oplysningsarbejdet om potentialerne i fri billeddeling gik dog ikke kun i retning af museerne. En vigtig begrundelse for, at Kulturstyrelsen støttede pilotprojektet var, at projektgruppen ville komme med bud på fælles løsninger for håndtering af copyright ved fri billeddeling. En målsætning blev derfor at forhandle en kollektiv aftale om deling af copyright-omfattede billeder hjem med den danske copyrightorganisation for billedkunstområdet, CopyDan BilledKunst. Aftalen skulle gælde alle copyrightomfattede billeder i en fælles pulje, som de deltagende kunstmuseer bidrog til i løbet af projektet. Vi kunne have gjort det nemmere for os selv ved at begrænse projektet til værker i det offentlige domæne. Men som offentlige kulturinstitutioner med pligt til at belyse kunst- og kulturhistorien så bredt og dybt som muligt er det en indlysende begrænsning, hvis vi kun præsenterer de dele af vores samlinger, som er af ældre dato. Et af museerne i projektet, KUNSTEN Aalborg, deltog med en samling bestående af ene copyright-omfattede værker, så denne indsats var påkrævet.

Pilotprojektets oplæg til forhandlingerne var en model, hvor det enkelte copyright-omfattede billede blev lagt i en fælles museumsdatabase og clearet én gang, så det kunne vises på flere sites samtidig uden yderligere beregning, også på andre platforme end ejermuseets. Med en sådan aftale ønskede vi at åbne de indlysende potentialer i, at museer også viste andre museers billeder, så værkerne kunne belyse hinanden, og vi kunne sende brugere videre til hinanden. Det forslag var CopyDan ikke villige til at diskutere. De fastholdt, at rettigheder skulle cleares per visning, ikke per værk, og det gjaldt vel at mærke “normalvisninger”, dvs. ubeskårne værker. Vi kunne heller ikke nærme os hinanden, når det handlede om mere dynamiske visninger og brugsformer som beskæringer, digitale manipuleringer af billeder, eller brug af billeder i spil og film. Den type brug ville CopyDan ikke indgå fællesaftaler om, de måtte tages op som enkeltsager fra gang til gang af det enkelte museum. Den eneste option, CopyDan var villige til at diskutere, var pakkeløsninger, hvor museer i stedet for at forhandle individuelt, kunne vælge en forud forhandlet pakke med et antal “normalvisninger” på egne platforme, der matchede det enkelte museums forventede behov.

CopyDans opgave er naturligvis at varetage, hvad de opfatter som kunstnernes interesser. Det var pilotprojektet på ingen måde interesseret i at udfordre. Tværtimod, så finder kunstnerne næppe mere dedikerede og samvittighedsfulde formidlere end museerne. Netop derfor håbede vi, at CopyDan ville være med til, sammen med museumssektoren, at udvikle nye aftaleformer, der bedre kunne favne formidlingspotentialerne i de digitale medier. På sigt kunne man endda overveje at tage brugerperspektivet med i betragtning og lave aftaler, der bedre kunne tilgodese, at brugerne i stigende grad forventer selv at kunne deltage i museernes formidlingstiltag – at gøre noget med museernes billeder; remixe og bearbejde, kommentere og dele dem. Eksempler fra den litterære verden og musikbranchen viser, at det kan være i kunstnernes egen interesse at tillade en mere lempelig online brug af deres værker. [37]

De statslige og statsanerkendte museer er lovmæssigt forpligtede til at formidle deres samlinger, og det er vores fornemste opgave at udbrede kendskabet til og værdsættelsen af vores kunst og kulturarv i dens bredde og mangfoldighed til alle i samfundet. Vi er forpligtede til at benytte de medier og metoder, der sætter os i stand til at nå flest mulige brugere. Det er derfor helt afgørende at være tilgængelige på digitale medier og internettet i dag. Set i det lys er det synd, at nogle museer må se sig nødsaget til at fravælge at formidle og eksponere de moderne og nutidige dele af deres samlinger optimalt og i ubegrænset omfang, fordi de ikke har råd til at dække copyright-omkostningerne.


Hovedmuseets linje

De langtrukne og ikke synderligt frugtbare forhandlinger lærte os, at copyright-området kun langsomt og modvilligt lader sig forandre. Som både Lawrence Lessig og Clay Shirky påpeger, har copyright-organisationerne rødderne dybt plantede i trykkepressens paradigme, og det er tidskrævende at indføre et paradigmeskift.*34 Men stod tingene stille i forhandlingerne om copyright-omfattede værker, så kunne vi internt i projektet blive enige om at rykke os, når det gjaldt deling af værker i det offentlige domæne. Projektet havde givet os en fundamental erkendelse af, at deling betaler sig. Ingen af de deltagende museer kunne dokumentere nogen nævneværdig indtjening på at sælge billeder, og de administrative arbejdsgange var så tidskrævende, at indtjeningen alligevel blev nivelleret. Motivationen var derfor høj blandt projektdeltagerne for at omlægge til digital praksis. [38]

En fundamentalt vigtig erkendelse, som pilotprojektet gav os, var at mange af de mindre danske kunstmuseer ofte fulgte hovedmuseets linje omkring fotosalg. SMK havde taget initiativ til pilotprojektet, fordi vi havde stødt hovedet mod en mur; vores vision om en kunsthistorie på nettets præmisser var alt for omkostningstung at realisere under de gældende vilkår for billedlicensering. Undervejs i projektet måtte vi paradoksalt nok indse, at SMK’s egne høje priser for fotosalg satte en kedelig standard blandt danske kunstmuseer: De mindre museer fulgte langt hen ad vejen hovedmuseets linje. Flere af museerne opererede godt nok med en uformel praksis for fri billeddeling med mindre lokale museer, fordi de for længst havde indset, at det bedre kunne betale sig at “bytte lige over” end at flytte hundredekronesedler mellem hinanden. Men når SMK henvendte sig for at benytte billeder fra andre danske kunstmuseer, følte de sig nødsaget til at tage betaling for transaktionen, fordi SMK selv krævede høje priser den anden vej.

Her stod SMK med en ambition om at blive et “100 % digitalt kunstmuseum”, et “foregangsmuseum” for digital museumspraksis, og blev så bremset af vores egen forretningsmodel for fotosalg, der stammede fra før den digitale tidsalder. Ikke nok med det; SMK hindrede såvel interesserede brugere som kollegamuseer i at bruge museets digitaliserede samlinger ved at sætte prisniveauet så højt, at mange måtte afstå fra at bruge vores billeder i deres formidling. [39] En mildest talt øjeåbnende erkendelse for os. Denne tilbøjelighed blandt danske kunstmuseer til at følge hovedmuseets linje måtte vi kunne vende til noget konstruktivt.

Konklusionen på pilotprojektet – og beskeden til Kulturstyrelsen, som havde støttet det – var, at hvis fri billeddeling ønskes indført som gældende praksis blandt danske kunstmuseer, fordrer det et nationalt, koordineret initiativ. I evalueringen af pilotprojektet, som blev gennemført i en fokusgruppe af museumsfolk fra ni danske kunstmuseer, lød det enstemmigt, at det ville være ideelt at udbygge den eksisterende nationale museumsregistrant Regin/KID med frit tilgængelige billeder i høj opløsning, der kan bruges af museer såvel som publikum. Kulturstyrelsen har i flere år arbejdet på en omlægning af Regin/KID, hvor det blandt andet er intentionen at integrere billeder i høj opløsning i den nye version. [40]


For at støtte op om udviklingen iværksatte vi to initiativer i kølvandet på pilotprojektet:

• Vi begyndte at planlægge, hvordan SMK som hovedmuseum for billedkunst kunne skubbe den nationale praksis omkring billedlicensering i en mere åben og digital retning.
• Vi iværksatte en national oplysningsindsats for potentialerne i at arbejde med fri billeddeling blandt danske kunstmuseer.

Visionen bag Kunsthistorier havde vist sig vanskelig at realisere. Det positive var, at den havde igangsat en afgørende proces frem mod koordinerede indsatser for åbenhed og deling på tværs af den danske kulturarvssektor.


NOTER

*31  Flickr Commons: http://www.flickr.com/commons
Powerhouse Museums Tyrell-samling på Flickr: http://www.flickr.com/photos/powerhouse_museum/sets/72157604376512011/

*32  Regin er det centrale register over kunstværker i danske statslige og statsanerkendte museers eje. Den offentlige adgang til registeret går via Kunstindeks Danmark (KID) https://www.kulturarv.dk/kid/. KID omfatter billeder af registrerede kunstværker, men pga. en eksisterende copyright-aftale med CopyDan BilledKunst må billeder ikke vises i mere end 72 dpi, dvs. thumbnail størrelse.

*33  Såvel billeddeling.dk som KunstMuseerDanmark var tænkt som midlertidige demonstrationsmodeller og blev nedlagt efter pilotprojektets afslutning. Fuld rapport om pilotprojektet “Billeddeling og udvikling af digitale værktøjer” kan downloades her: http://www.formidlingsnet.dk/fri-billeddeling-nu

*34  Lessig, 2001, s. 3-16; Shirky, 2010, s. 31-56.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo