Værker til fri download

1. AT OPFINDE DET DIGITALE HJUL

“Uanset hvor langt den moderne videnskab og teknik ofte har været fra virkelig at udfolde deres iboende potentialer, har de i hvert fald lært menneskeheden én ting: Intet er umuligt.”
Lewis Mumford, Technics and Civilization, 1934


Kan du huske din første mobiltelefon?

Hvor tung var den? Havde den trykknapper? Synlig antenne? Kunne den tage billeder? Var den online?

Min far, der er oliefyrsmontør, havde i 1980’erne en Ericsson mobiltelefon i sin servicevogn. Det var før nettet blev digitaliseret. Telefonen bestod af en stor sort kasse, en såkaldt relæstation, der var monteret på bilens frontpanel, hvorfra en snoet ledning var forbundet med telefonrøret. I dag ville vi knap nok kalde den en mobil. Men den muliggjorde, at kunder kunne få fat på min far med det samme, også når han var ude at køre. Mobiltelefonen kom senere til at gøre tjeneste i Golfkrigen 1990-91. De amerikanske tropper efterspurgte aflagte mobiltelefoner med relæstationer og betalte endda for at overtage dem, så min fars telefon blev udskiftet med en ny Ericsson HotLine-model til en værdi af 24.000 kr., som faktisk var trådløs og vejede under et kilo. [1]

De fleste af os har en anekdote i bagagen, som ligner denne. Når jeg tænker på min fars første mobiltelefon og så kaster et blik på min nuværende smartphone, ser jeg et eksempel på en ufattelig teknologisk udvikling. Digitale teknologier får stadig større indflydelse på tilværelsen i alle dens aspekter – fra NemID til cykelbilletten, jeg købte på mobilen i toget i morges. Vil jeg vide noget om mobiltelefonens historie, eller har glemt om det var i 1737 eller 1739, Vivaldi skrev sin sidste opera, googler jeg det straks på min smartphone og har i løbet af få sekunder hele internettets akkumulerede viden i min hule hånd.

[1] Et udvalg af mobiltelefoner fra Ericsson i 1990, fremvist af forskningschef Nils Rydbeck og kampagneleder Flemming Örneholm. Den nye Hotline model, min far fik i bytte for sin gamle mobiltelefon, er den som Rydbeck holder i hånden.
CC BY‑SA 4.0 Ericsson’s Historical Archives/Centre for Business History, Stockholm

Det er jeg vant til nu. Men det var jeg ikke for få år siden. Ligesom jeg ikke var vant til at lave statusopdateringer, at tage billeder med min telefon og dele dem øjeblikkeligt med mine netværk, at holde Skypemøder med samarbejdspartnere, jeg aldrig har mødt i virkeligheden, at dele fælles arbejdsdokumenter i “skyen”, at deltage aktivt i konferencer på den anden side af jordkloden via Twitter, at kunne se præcis dén obskure musikvideo, jeg kommer i tanker om mens jeg pendler på arbejde, at forsikre mig om rigtigheden af en fast vending på engelsk ved at tjekke, hvor mange hits den får på Google, eller at finde ny inspiration til aftensmaden på mobilen frem for i en kogebog. [2]

Jeg kan konstatere, at mine personlige vaner og forventninger konstant ændrer sig i takt med den teknologiske udvikling. Og jeg aner ikke, hvilke vaner jeg vil adoptere i fremtiden. Det er en erkendelse, jeg tager med mig på arbejde hver dag på Statens Museum for Kunst, det danske hovedmuseum for billedkunst. Umiddelbart er museer måske ikke det første, man forbinder med konstant og rastløs forandring; snarere med traditioner og varighed. [3] Vi er kulturarvsinstitutioner, der som en af vores centrale opgaver har at fastholde erindringer om og betydninger af fortidens genstande, og bevare dem intakte for eftertiden. Men måderne, vi gør det på, må nødvendigvis foregå i takt med virkeligheden uden for museernes mure. Når vi forsøger at forestille os, hvilke ting vi kan opleve og foretage os på et museum i fremtiden, er fantasien naturligt begrænset af vores erfaringshorisont. Hvis nogen havde sagt for 25 år siden, at vi med et strøg på en mobiltelefon kunne få adgang til MoMA’s samlinger, ville vi have rystet på hovedet i vantro. Hvad mon vi kan om 25 år? Det er vanskeligt at forudsige, men klogt at følge udviklingen nysgerrigt og fordomsfrit, og præge den aktivt så vi sikrer, at nye teknologier underbygger og styrker vores mission og samfundsrolle. Teknologierne skal ikke styre museernes arbejde. Men for at lære og forstå, hvordan vi kan bruge nye teknologier og drage fordel af de muligheder, de åbner, må vi udforske og indoptage ikke blot teknologierne, men også de ændrede adfærdsmønstre og de forventninger, som de medfører hos brugerne. Tænke som brugere.


Katalysatorer for brugernes kreativitet

GLAM. Det er et af den slags akronymer, man husker. GLAM står for Galleries, Libraries, Archives, Museums og udgør således en anselig del af kulturarvssektoren *1. GLAM er i løbet af få år blevet udbredt som samlende begreb for det, der på engelsk benævnes Memory Organisations. Gennem initiativer som Europeana, EU-kommissionens fælles indgang til europæiske digitaliserede biblioteker, arkiver og museer, The Digital Public Library of America, en amerikansk ækvivalent udsprunget af Harvard University, og GLAM-Wiki, der samarbejder med verdens kulturarvsinstitutioner om at dele digitaliserede ressourcer på Wikipedia, er akronymet GLAM
blevet konsolideret.

I disse år forholder den internationale GLAM-sektor sig til en hastig og omkalfatrende udvikling inden for de medier og kanaler, som vi og vores brugere benytter. Internettet og sociale medier har i løbet af få årtier vendt op og ned på dybt forankrede praksisser og rollefordelinger. Publikum er blevet til brugere, der er vant til ikke blot at modtage formidling og indhold passivt, men deltage aktivt og sætte deres egen viden, holdninger og kreativitet i spil. Det har dannet grobund for OpenGLAM, en international græsrodsbevægelse der arbejder for at gøre åbenhed til en standard for GLAM-sektoren og udarbejde fælles principper for en ny OpenGLAM-praksis, der bygger på det sociale internets delingskultur. [4]


Åbenhed skal her forstås på to måder:

• En åben indstilling til brugernes synsvinkler på og aktive bidrag til GLAM-institutionernes arbejde (det, der kaldes brugerinddragelse og omfatter betegnelser som crowdsourcing, crowdcuration, citizen science, citizen exploration m.m.).
• Åben adgang til museernes digitaliserede aktiver i form af billeder, data m.m.

Det er især det andet aspekt – der imidlertid kan ses som en forudsætning for det første – som denne artikel cirkler om.

GLAM-sektoren udgør den overordnede kontekst for denne artikel. M for museer er fokusområdet. Statens Museum for Kunst (SMK) er casen, og det emne, der zoomes ind på,er den langsomme indoptagelse af OpenGLAM-principper i SMK’s DNA. Det centrale ledemotiv – som kan spores fra artiklens indledende overflyvning af de udfordringer og potentialer, GLAM-sektoren står overfor i dag, til udfoldelsen af dens specifikke case – er, at vi må påtage os en ny rolle som katalysator for brugernes viden og kreativitet. For at kunne gøre det behøver vi et nyt fundament at arbejde ud fra, som består af lige dele digital infrastruktur og digital bevidsthed. Artiklen handler om, hvordan dette fundament er i gang med at blive bygget, sten for sten, bit for bit, på SMK.

Den litteratur, artiklen baserer sig på, afspejler en GLAMsektor i kraftigt sidelys fra eksterne kilder. Der refereres til Lawrence Lessig, Clay Shirky, Chris Anderson, Tim O’Reilly, Don Tapscott og Anthony Williams – nogle af de mest veletablerede tænkere inden for internettets kultur og økonomi, hvis analyser af et nyt scenarie for udvikling og vækst, videns- og kulturproduktion er blevet bærende for, hvordan internettet og digitale medier beskrives og opfattes. Forfatterne kommer ofte fra en amerikansk baggrund, men deres analyser har vundet global udbredelse: The Long Tail, Social Media, Crowdsourcing, Cognitive Surplus og Wikinomics er i dag fast etablerede begreber, som anvendes verden over om internettet, digitale medier og de måder, som de griber ind i vores kultur, samfundsøkonomi og selvopfattelse.


På udebane

Min artikel præsenterer seks års studier i og udvikling af digital museumspraksis på SMK. ‘Digital museumspraksis’ omfatter musealt arbejde, der benytter digitale værktøjer eller realiseres på digitale platforme – det vil sige alt fra registrering af værker i samlingsdatabaser, digitalisering af værker, opbygning af hjemmesider, udvikling af digital formidling i museets sale, til nettransmission af arrangementer på museet og brug af sociale medier. I løbet af denne periode har jeg arbejdet som projektforsker på SMK, med fokus på digital formidling af museets samlinger. I samme periode har åbenhed og deling opnået stadig større bevågenhed som strategiske muligheder for kulturarvssektoren. Dette er blevet fokusområde for mine studier og omsat i en række initiativer, som har haft til formål at demonstrere potentialerne i at forandre SMK til en OpenGLAM-institution.

Helt ærligt; jeg er på udebane her. Min faglige baggrund er en uddannelse i Kunsthistorie, og jeg har ingen digital skoling – hverken praktisk eller teoretisk – i bagagen. Mit speciale beskrev, hvordan en kunsthistorisk kanon etableres og forandres over tid, og mundede ud i en kritisk analyse af de magtmekanismer, kanon lægger ned over kunstscenen, og ikke mindst den reduktion af samtidskunstens mangfoldighed, som er resultatet *2. Umiddelbart kan det synes milevidt fra det, der er blevet mit professionelle fokusområde på SMK. Alligevel løber der en rød tråd fra min baggrund i kanonkritikken og den kritiske granskning af de magtstrukturer, som bestemmer, hvad der inkluderes og ekskluderes af kunsthistorien, til digitaliseringens og internettets muliggørelse af fri adgang for alle.

Min grundholdning er, at museer til enhver tid skal bestræbe sig på at præsentere kunsten i alle dens mangfoldige udtryk og indgå i åben dialog med omverdenen om, hvilke snit der skal lægges i indsamling og kuratering, hvad der skal vises frem og hvad der kan gemmes bort, og hvorfor. Gennem mit arbejde på SMK har jeg langsomt opdaget potentialerne i digitale medier. Stykke for stykke har jeg erfaret, at det mangfoldighedsparadigme, jeg beskrev i mit speciale, længe før digitale medier blev en central del af min profession, har noget nær perfekte omstændigheder for at folde sig ud og realiseres i digital form på internettet. Derfor har jeg set det som en kerneopgave at udforske og udvikle en digital museumspraksis, der kan løfte mit fag – kunsthistorien – styrket ind i det 21. århundredes digitale mediekultur. “Sharing is Caring” er blevet mit professionelle ståsted, fordi jeg ser enorme potentialer i, at GLAM-sektoren deler digitaliserede samlinger uden restriktioner, samarbejder på tværs af institutioner i stedet for at konkurrere, og har tillid til brugerne og viser respekt for deres viden og kreativitet. Og ikke mindst at vi indser, at det, der ikke regenererer, degenererer. [5]

I min tid på SMK har jeg registreret en voksende politisk forventning om, at statsstøttede museer samarbejder, deler ud af deres digitaliserede aktiver og inddrager brugernes perspektiv i samklang med en ny social internetkultur. Det er ofte en forudsætning for at få adgang til statslige puljer og midler. Og for hovedmuseet er der en særlig forpligtelse til, at vi påtager os en koordinerende og vejledende rolle i forhold til de øvrige danske kunstmuseer.*3 Med andre ord har jeg en pragmatisk tilgang til den teknologiske udvikling, og hvordan den griber ind i min profession. Når det er sagt, har min faglige baggrund i kunsthistorien også til tider været en udfordring. I Platons Symposion fortæller Aristofanes, hvordan mennesket søger efter sin komplementære halvdel. Ligeså er jeg som kunsthistoriker i en digital museumsstilling yderst bevidst om, at min faglighed kun møder en del af de krav, opgaven reelt rejser. Ind i mellem har jeg haft en oplevelse af, at jeg med min begrænsede teknologiske indsigt har forsøgt at genopfinde et hjul, der for længst var udviklet og sat i produktion af andre. Samtidig har min baggrund som kunsthistoriker betydet, at jeg har udfyldt en vigtig rolle på SMK som brobygger mellem traditionelle og nye måder at arbejde musealt på.

Mit arbejde med at undersøge og udvikle digital museumspraksis har ikke hvilet på nogen formel teoretisk baggrund. Digital museumspraksis har ikke været defineret som et egentligt fagfelt på SMK, men snarere som et eksperiment og en tilføjelse til museets kernevirksomhed. Klassiske forskningsparametre som valg af metode og afgrænsning af undersøgelsesfelt har ikke været formuleret fra starten, men er langsomt dukket op til overfladen undervejs i processen. Mit opdrag har snarere været at løse en praktisk opgave – at skabe en levende formidling af SMK’s samlinger på nettet. Som artiklen vil redegøre for, skulle denne opgave vise sig at tage på i vægt og ændre form undervejs. Det har skabt uforudsete udfordringer. Strategien på SMK har været at prøve digitale medier og platforme af i praksis for at høste vores egne konkrete erfaringer. Jeg er hverken ekspert i digital infrastruktur, copyright eller forretningsmodeller. Alligevel har jeg i løbet af de seneste seks år bevæget mig ind på disse domæner, fordi de skaber nye, lovende muligheder for varetagelsen af det museale arbejde.


Flydende praksisser

Processen på SMK er på ingen måde unik. GLAM-institutioner verden over prøver sig i disse år frem med digitale teknologier, platforme og arbejdsgange; eksperimenterer, deler viden og forsøger at tilpasse sig brugernes skiftende behov og forventninger. Der findes ingen fasttømrede retningslinjer for digital museumspraksis af den enkle grund, at feltet er ungt og i rivende udvikling. Viden om det vildtvoksende felt af digitale medier og teknologier, og hvordan de anvendes i museale sammenhænge, dannes i vid udstrækning gennem ‘DIY learning’. [6] Overraskende mange af de folk, der arbejder med digitale medier i kulturarvssektoren, er ‘DIY learners’. Vi er alt muligt fra billedkunstnere til antropologer og specialister i engelsk litteratur – men sjældent med egentlige IT-akkreditiver på eksamensbeviset. [7] Det er først og fremmest et pragmatisk fagfelt, men selv hvis det havde været mere akademisk fokuseret, ville traditionelle publiceringskanaler have svært ved at holde trit med tempoet i udviklingen. Derfor er størstedelen af kilderne til mine studier ikke fundet i traditionelle trykte publikationer, men i wiki’er, blogindlæg, tweets, e-mails, præsentationer delt via Slideshare, online videoer og interviews m.m. Det er et flydende, ekspansivt korpus af viden.

Digitale museumsstudier er en frembrydende akademisk disciplin, med Digital Heritage på Leicester University som det mest etablerede eksempel, og Digital Humanities som et bredere, tværdisciplinært fagfelt, der tegner til at vinde indpas i GLAM-sektoren i de kommende år. *4 Men indtil nu er det digitale langt fra en etableret faglighed i det praktiske museumsarbejde – og da slet ikke i en dansk kontekst – hvilket betyder, at arbejdet som regel foregår projektbaseret og kun langsomt finder vej til driftsbudgetterne. Pionerer inden for feltet har banet vejen for ‘best practices’ ved at være de første til at adoptere nye teknologier, medier, metoder, platforme og værktøjer i deres museale praksis, demonstrere værdierne og ulemperne, og dele deres erfaringer med et internationalt fagfællesskab. SMK har forsøgt at lære af og arbejde videre med idéer fra nogle af disse pionerindsatser, men eksemplerne er indtil nu spredte, og institutionernes størrelser, samlinger og brugergrundlag varierer så meget, at det kan være vanskeligt at overføre praksisser 1:1 fra et museum til et andet. De cases, jeg benytter til at belyse udviklingen på SMK, er hentet fra den internationale GLAM-sektor og repræsenterer samlet set en noget spredt udvikling. Tyngdepunktet findes blandt amerikanske kulturarvsinstitutioner, samt i visse markante eksempler fra især Holland, England og Australien. Samtidig kan vi konstatere, at internettet og digitale teknologier kun er ved at nå en modenhed, hvor deres potentialer virkelig kan udfolde sig bæredygtigt og med substantielt udbytte. Først nu er de allestedsnærværende i vores hverdag, ved hånden og ganske uomgængelige.

At etablere digital museumspraksis på SMK har i sig selv været en DIY proces. Der har været begrænset faglig styring af processen, idet vi ikke har haft en egentlig digital ledelse på samme måde som vi fx har en forskningschef og en formidlingschef. Vores arbejde har derimod haft karakter af praktiske feltstudier og konkret udvikling drevet af lyst til at udforske og udnytte digitale teknologier og medier i museets arbejdsgange, formidling og interaktion med omverdenen. Vores metode har været “Think Big, Start Small, Move Fast” ud fra devisen: “Fail forward”.*5 Vi har gjort en dyd ud af at eksperimentere med de nye teknologier og platforme, vi fandt interessante, uden altid at vide præcist, hvor det ville føre os hen. Det har været helt afgørende for os selv at få de digitale teknologier og medier under huden for at lære hvad de kan – og ikke kan – og på den baggrund prægeudviklingen i retninger, der understøtter vores målsætninger.

At arbejde sådan har været lærerigt, men undertiden også en dyr måde at blive klogere på. Det har givet os erfaringer, som kan bidrage til den kollektive GLAM-vidensbank, vi selv har haft så stor gavn af at kunne trække på i vores udviklingsproces. Vi har været drevet af lyst, og samtidig en følelse af presserende nødvendighed. I takt med arbejdet er en erkendelse vokset frem af, at åbenhed, deling og koordinerede indsatser på tværs af kulturarvssektoren er det, der giver vores institutioner robusthed og relevans i den digitale tidsalder.*6 Det kan gøre os til ressourcestærke platforme – fysiske som virtuelle – der har betydning og værdi for brugerne; de mennesker, vi er sat i verden for at servicere. Hvis vi ikke sørger for at udvikle os i takt med de teknologier, som i dén grad former brugernes adfærd i disse år, bliver de institutioner vi har ansvar for i bedste fald til relikvier fra en overstået epoke, i værste fald bortgemte kulturarkiver. [8]


Omdrejningspunkt, format og sigte

Artiklen er et case studie, der beskriver hvordan SMK, med inspiration fra en voksende international OpenGLAM-tendens, er nået til en bevidsthed om, at vi kan opfylde vores rolle som statslig kulturarvsinstitution bedre ved at åbne og dele vores digitaliserede samlinger – især hvis vi koordinerer det med kolleger på tværs af institutionelle grænser. Den fortæller, hvordan vi i praksis har gjort forsøg med at åbne op og dele ud, har høstet vores første erfaringer og lært, hvad det kræver af omlægning og tilbygning at skrue op for volumen og omvende pilotprojekter til gældende praksis. Endelig skitserer artiklen, hvordan SMK fremadrettet planlægger at arbejde med digital museumspraksis. Artiklen løber i to parallelle spor. Hovedsporet består af et kronologisk fremadskridende case studie, med fokus på SMK’s initiativer til åbenhed og deling af digitale ressourcer. Sidesporet består af billeder, referencer til litteratur og inspirationskilder, der blev afgørende på givne tidspunkter i processen. Hovedsporet kan godt læses uafhængigt af sidesporet, men sidesporet giver case studiet en tilsigtet flerstemmighed, der understreger, at SMK’s udvikling bygger ovenpå et stort forarbejde, som kolleger i den internationale GLAM-sektor har gjort.

Artiklen – og antologien i sin helhed – retter sig mod danske og internationale GLAM-folk, der arbejder med forskning, fagligt indhold og formidling på museer, biblioteker og arkiver, samt embedsfolk i fagorganisationer, styrelser og ministerier, der medvirker til at tegne vilkårene for GLAM-sektoren, herhjemme som i udlandet. Fordi artiklen er baseret på praksis inden for rammerne af én bestemt institution, hævder den ikke at tilbyde generelle analyser af digital museumspraksis som fagfelt. Men case studiets berøring af emner som det offentlige domæne, copyright, billedlicensering, Creative Commons og brugerinvolvering vil være genkendelige og have relevans på tværs af GLAM-sektoren. Allermest er min artikel tilegnet museernes brugere. Det er dem, vi er her for, og tankerne i denne artikel er tænkt, og omsat til handling, for at møde deres behov bedst muligt.


NOTER

*1  På engelsk betegner Galleries ofte kunsthaller eller udstillingssteder uden permanente samlinger – og ikke som på dansk kommercielle salgssteder for kunst. Ligesådan indgår ordet Gallery i den officielle betegnelse for statslige kunstinstitutioner, jf. betegnelsen National Gallery. Tak til Nick Poole og Simon Tanner for sproglig vejledning om dette emne.

*2  Sanderhoff, 2007, s. 190-201.

*3  Dette er for nyligt blevet konsolideret med den nye danske museumslov.
http://www.kulturstyrelsen.dk/institutioner/museer/ny-museums-lov/bekendtgoerelser-for-museumsomraadet/

*4  Ifølge Ross Parry, Senior Lecturer i Museum Studies ved Leicester University, har der indtil for ganske nylig eksisteret en slående mangel på metodisk stringens inden for den gren af Museum Studies, der på engelsk kaldes museum computing, og som jeg her har valgt at omtale som digital museumspraksis. (Parry, 2010, s. 457). Digital Heritage kan tages som en Masters Degree eller Postgraduate under Museum Studies http://www2.le.ac.uk/departments/museumstudies/postgraduate-study/digital-heritage. Om Digital Humanities, se http://en.wikipedia.org/wiki/Digital_humanities

*5  Begge udtryk stammer fra medlemmer af det internationale rådgivningspanel tilknyttet SMK digital. “Think Big, Start Small, Move Fast” er en grundfilosofi i Michael Edsons virke, mens “Fail forward kommer fra Shelley Bernstein. Mere om rådgivningspanelet s. 41-44.

*6  Begrebet “den digitale tidsalder” læner sig op ad Ross Parrys definition og brug af begrebet “the digital age” i Museums in a Digital Age, 2010.

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo