Værker til fri download

GLAMourøs remix

Åbenhed og deling for kulturinstitutioner

MARTIN VON HALLER GRØNBÆK, ADVOKAT, PARTNER I BIRD & BIRD


Creative Commons er et alternativ til traditionel copyright, der tilbyder ophavsmænd og rettighedshavere et sæt enkle og fleksible redskaber til at definere, hvordan deres værker må deles og genbruges. For kultursektoren åbner det nye muligheder for at eksponere indhold og anspore til, at det bliver delt og genbrugt på nettet. Med juridisk ekspertise fører Martin os gennem Creative Commons’ baggrund, historie og muligheder.

En uåbnet skat

Værdien af kultur er direkte proportional med, hvor mange mennesker, der oplever den. Enhver kulturinstitutions mål må være at så meget af den viden, som institutionen besidder, tilgås af så mange mennesker som overhovedet muligt. Hvad enten der er tale om kunst, data, arkiver, historier eller al anden form for kultur, så er selve essensen af institutionen – udover at samle – at udbrede så meget som overhovedet muligt.

Kultur forbruges dog ikke kun passivt. Kultur er levende og allermest i live, når den opleves i fællesskab, deles mellem borgerne i et samfund, og giver anledning til, at der skabes mere kultur. Kulturinstitutioner kigger ikke kun bagud, men bidrager i lige så høj grad fremadrettet ved at skabe det grundlag, som dagens og fremtidens kultur, demokrati, økonomi og alle andre aspekter af samfundet bygges på.

Enhver kulturinstitution bør derfor altid tilstræbe mest mulig åbenhed, forstået således, at flest mulige mennesker kan få lettest mulig adgang til institutionens indhold. Samtidig bør kulturinstitutionen tilstræbe, at det åbent tilgængelige indhold i videst muligt omfang deles, beriges og videreudvikles af brugerne, hvad enten disse er borgere, studerende, forskere eller kommercielle aktører.

Indhold, der er digitaliseret og kan tilgås online via internet er i sin natur og i sit udgangspunkt åbent og delbart. Stewart Brands nu kendte udsagn “Information wants to be free” beskriver i al sin enkelhed, at digitaliseret indhold kan kopieres og distribueres med omkostninger, der marginalt går mod nul.*1 For en kulturinstitution giver digitalisering og internet mulighed for realisering af selv de vådeste drømme om maksimal tilgængelighed og eksponering overfor det størst mulige antal brugere.

Hvorfor har danske kulturinstitutioner så ikke omfavnet mulighederne for at åbne op for sine digitale gemmer og stille dem til rådighed for publikum til deling? Det er der jo mange årsager til, og de fleste består i virkeligheden af dårlige undskyldninger. Udover at meget indhold er “rettighedsdefekt”, således at det ikke kan stilles til rådighed på åbne vilkår, så har kulturindustrien og dens politikere fortsat ikke forstået, at åbenhed og deling i høj grad ikke blot understøtter formålet med institutionerne og kulturpolitikken, men også giver mulighed for forretningsmæssige indtægter og besparelser.

Tilstedeværelsen af internetopkoblede computere giver i dag alle adgang til værktøjer, der ikke blot kan tilgå digital information, men også i høj grad ændre, tilføje, nyudvikle, modificere og forbedre digitalt indhold. Samtidig med at disse digitale værktøjer er blevet allemandseje, og de yngre generationer nærmest betragter sådanne værktøjer til fx redigering af lyd, video, billeder og tekst som forlængelser af deres egen intelligens, er det blevet en naturlighed at modificere kulturelt indhold og at udtrykke sine politiske, kunstneriske, og i det hele taget kreative holdninger derigennem.


Remix er kulturens natur

Denne “remix-kultur” finder udtryk i videoer på YouTube, mash-ups af photos fra Flickr, online encyklopædien Wikipedia og i det utal af personlige blogs, hvor ‘amatører’ i ordets egentlige betydning udtrykker deres holdninger og kreativitet.*2 Remix-kulturen er udtryk for en helt naturlig og menneskelig trang til at bygge videre på, hvad andre har skabt. Som sådan er remix udtryk for kulturens helt basale, sociale natur.

Remix har tidligere været hæmmet, dels på grund af begrænsninger i relation til værktøjer og tilgang til indhold, som den analoge verden var udtryk for, dels på grund af et utal af begrænsende lovregler, som tager udgangspunkt i, at kultur ikke bør deles uden den enkelte skabers eksplicitte tilladelse. Selvom disse regler, særligt ophavsretten, fortsat indskrænker remix-kulturen på det private marked, er der ingen grund til, at det samme skulle være tilfældet for så vidt angår kulturinstitutioner. Her er forretningsmodellen jo ikke, at der skal tjenes penge på salg af kopier af de enkelte værker og på at opretholde streng kontrol hermed.

Udfordringen for kulturinstitutionerne er imidlertid, at det indhold, som man er i besiddelse af, kun er frit tilgængelig og kan deles, dels hvis de rettighedshavere, som institutionen har erhvervet indholdet fra, giver tilladelse hertil, dels hvis man selv tillader det, når der er tale om indhold, som institutionen har de fulde rettigheder til. Hvor der er klare begrænsninger i relation til det første eksempel, eftersom kulturinstitutionen ikke blot kan ændre rettighederne i forhold til dem, som man allerede har erhvervet, så forholder det sig anderledes med mulighederne i det andet tilfælde. Kulturinstitutionen kan nemlig godt, hvis de ellers ønsker det, beslutte sig at åbne op for sit indhold og give brugerne mulighed for at dele det. [1]

[1] Martin von Haller Grønbæk introducerer Creative Commons‐systemet på Sharing is Caring 2011. CC BY 2.0 Michael Edson

[1] Martin von Haller Grønbæk introducerer Creative Commons‐systemet på Sharing is Caring 2011.
CC BY 2.0 Michael Edson

Free Culture‐bevægelsen

Creative Commons har sine rødder i Free Culture bevægelsen, der opstod i midten af 1990’erne i forbindelse med, at udbredelsen af internet for alvor tog fart. Det er værd at huske på, at i forbindelse med etableringen af the World Wide Web og udbredelsen af de første browsere var ideen ikke, at en browser primært eller nærmest alene skulle bruges til at kunne tilgå websider, altså kun at kunne “se og læse”, hvad der var på disse sider. De første webbrowsere var beregnet til både at læse og skrive. The World Wide Web blev således oprindeligt set som et “read/write web”. For eksempel gav de første udgaver af Mosaic browseren brugeren mulighed for også at skrive og ændre på de sider, som man fik adgang til.

Det var først senere, og i særdeleshed i forbindelse med den stigende kommercialisering af the World Wide Web, at browseren primært blev et vindue til traditionel konsumering af indhold. I den forstand var browseren – og er det fortsat i dag – primært et alternativ til en fjernsynsskærm, dog med betydelig mere interaktivitet i relation til mulighederne for at klikke på forskellige hyperlinks og give feedback ved at skrive i blanketter. Og de websider, som man besøger, er fortsat som udgangspunkt uforanderlige og kontrolleres af den ejer, som har etableret websitet.

De første fortalere for Free Culture var primært motiveret af en så fjendtlig tilgang til det eksisterende rettighedsregime, at man helt ønskede at afskaffe ophavsret. En tilsvarende holdning kendes fra Richard Stallman, der i forbindelse med etablering af Free Software Foundation (forgængeren for open source software) havde som ideologisk mål helt at afskaffe ophavsretten på computerkode.

En så radikal tilgang til ophavsret viste sig dog ret hurtigt at være udtryk for utopisk ønsketænkning. Dels kan man i høj grad diskutere, om ophavsretten ikke har sin klare berettigelse, uanset at information i dag primært findes i digital form og distribueres via internet. Dels har det også vist sig, at den relativt lille gruppe af industrier, hvis forretningsmodeller er helt afhængige af stærk ophavsretlig beskyttelse, har så stærk en fælles interesse og er villig til at bruge så mange penge, at deres lobbyvirksomhed umuliggør radikal reformation af ophavsretssystemet.

Denne erkendelse kom den amerikanske juraprofessor Lawrence Lessig også til. Han konkluderede, at der skulle andet til, hvis man ville muliggøre frigørelsen af det potentiale ved åben adgang til og deling af kulturelt indhold, som han og de fleste mennesker, der ikke tilhører den traditionelle medie- og kulturindustri, var overbeviste om var til stede. Lessig foreslog, at man på samme måde som i forbindelse med open source software skulle finde en løsning, der ikke fornægtede det ophavsretlige system, men netop byggede på det. Han foreslog et “hack” på systemet på samme måde som Richard Stallman havde gjort med free software. Et hack forstået ikke som en ulovlig og ondsindet indtrængen i andre computersystemer, men som en smart løsning på et problem, som netop er den oprindelige og oprigtige betydning af ordet hacking.

Løsningen var, og er, at give skaberen eller rettighedshaveren af indhold mulighed for at åbne op for tilgangen til indholdet og til at lade det blive delt – ikke ved at tvinge ham til det via ændring af ophavsretsloven, men ved at lade ham gøre det via hans frivillige licensering af indholdet. Således blev Creative Commons licenserne udtænkt på samme måde som open source licenser.


Creative Commons systemet

Tanken bag Creative Commons var således, at der ad frivillighedens vej skulle skabes en kreativ fælled, som kunne benyttes af alle, ikke kun til egen afbenyttelse, men også til videreudvikling og forbedring. Den kreative fælled skulle ses i modsætning til den fælled, der ellers blev udsat for en “tragedie” i den fysiske verden, da bønderne lod den overgræsse i en sådan grad, at der til sidst ikke var noget at dele.*3 I modsætning til den fysiske fælled udsættes den digitale fælled dog ikke for samme fare for “overgræsning”. Digital information er jo netop kendetegnet ved, at en persons anvendelse af en kopi ikke forhindrer andre i at anvende andre kopier. Misbrug kan således pr. definition ikke finde sted. Udfordringen ligger imidlertid i at give skaberne af det digitale indhold et incitament til at åbne op og dele det på den kreative fælled.

Creative Commons er et sæt værktøjer, der gør det muligt for skabere af indhold at dele det med andre via internet. Disse værktøjer er Creative Commons licenserne, der i princippet fungerer ligesom alle andre former for licenser baseret på skaberens ophavsret. Skaberen, eller ophavsmanden, har i henhold til ophavsretten eneret til at bestemme, hvorledes andre kan anvende dennes værker. Det er licenserne, der udstikker betingelserne for, hvorledes andre kan anvende værkerne.

Creative Commons licenser handler alene om ophavsret og ikke om de andre immaterielle rettigheder, såsom varemærker og patenter. Hvis man således har udgivet et værk under en Creative Commons licens, har man derved slet ikke taget stilling til, om andre måtte bruge eventuelle varemærker, som man har skabt, og som har kommerciel betydning i forbindelse med værket. Udgangspunktet er, at andre ikke må bruge sådanne varemærker, og at der så skal kræves en særskilt licens eller tilladelse hertil, hvis dette er tilfældet.

Creative Commons er baseret på stærk ophavsret. Uden ophavsret, ingen licenser. Og uden stærk ophavsretlig beskyttelse vil ingen licenser kunne håndhæves i forbindelse med en retssag, der måtte udspringe af, at en person misbruger et Creative Commons værk og går uden om den tilladte anvendelse i en Creative Commons licens. Dette forhold til ophavsret betyder også, at Creative Commons ideen fuldt ud er baseret på frivillighed. En skaber er aldrig tvunget til at frigive sit værk under en Creative Commons licens. Det er kun en beslutning, der tages, hvis dette giver mening for den enkelte skaber. Men hele ideen bag Creative Commons er naturligvis, at det ofte for langt de fleste skabere faktisk vil give mening at gøre sit indhold åbent og dele det med andre, hvorfor man så gennem Creative Commons har værktøjer til at gøre dette let og elegant.

Hvis der er tale om en “tvang” i forbindelse med Creative Commons, så vil den alene bestå i, at en skaber af markedsmæssige årsager vil være “tvunget” til at dele dette indhold. Det er håbet for folkene bag Creative Commons, at der med tiden vil opstå et så stort marked for åbent og deleligt indhold, at dette vil “tvinge” særligt virksomheder baseret på traditionelle “lukkede” forretningsmodeller til at forsøge sig med Creative Commons licenser for noget af deres indhold. Ligeledes er det håbet, at mere og mere tilgængeligt indhold på Creative Commons licensvilkår vil få øjnene op hos kulturinstitutionerne for, at man bliver nødt til at åbne og dele sit indhold, hvis man vil have dette udbredt og benyttet af den brede offentlighed.

Alle Creative Commons licenser er forsøgt udfærdiget, således at de opfylder behovet for at være fleksible, transparente og tilgængelige. Fleksibiliteten består i, at skaberen af værket kan sammensætte licensen på lige netop den måde, som passer den pågældendes ønsker og forretningsmodel. Kravet om transparens betyder, at Creative Commons licenserne skal være lette og gennemskuelige at forstå for brugerne, således at disse umiddelbart kan tilgå og anvende Creative Commons indhold fx uden at skulle konsultere advokater forinden. Endelig består ønsket om tilgængelighed i, at Creative Commons licenseret indhold let skal kunne tilgås på internet. Tilgængelighed i den forstand er ikke blot, at indholdet let kan downloades, men i lige så høj grad, at det let kan findes. Creative Commons licenserne tilknyttes således et digitalt indhold på en måde, som betyder, at indholdet tilføres såkaldte meta-data, der muliggør søgningen på forskellige licensvilkår på de fleste søgemaskiner på internettet, for eksempel Google.


Ret og rimeligt

Det afgørende for Creative Commons tankens succes er, at licenserne opfattes som fair. Rimelighed opfattes i den forstand ikke blot som et konstant forsøg på at inkorporere kravene til fleksibilitet, transparens og tilgængelighed i selve licensvilkårerne, men også at søge den rette afvejning mellem på den ene side skabernes behov for en vis kontrol med deres indhold, også når dette i vidt omfang gives frit under Creative Commons licenser, og brugernes berettigede forventning om at kunne anvende Creative Commons licenseret indhold på alle de måder, der opfattes som ret og rimeligt i forbindelse med moderne brug af internet, computere, tablets osv. Afvejningen søges konstant opnået via løbende revisioner af Creative Commons licenserne. En løbende revision af licenserne foregår via en helt åben proces, hvor alle interessenter opfordres til at deltage. I slutningen af 2013 blev version 4 af licenserne vedtaget.

Alle Creative Commons licenser giver visse basale rettigheder til brugerne. Hvis man man ikke kan acceptere, at ens brugere får disse rettigheder, skal man ikke vælge at lade sit indhold licensere under en Creative Commons licens. Alle brugere får ret til at kopiere værket, videredistribuere det, gøre det tilgængeligt for offentligheden og at ændre værket på en sådan måde, som måtte være nødvendigt for at overføre værket fra et teknisk medie til et andet. Samtidig gælder det for alle licenser, at brugeren skal overholde visse regler. Brugeren må således ikke anvende værket på anden måde end den, som licensen giver ret til, idet skaberen således opretholder alle rettigheder til anden form for anvendelse. Brugeren skal altid sørge for at opretholde angivelsen af, hvem der har ophavsretten på det værk, som brugeren får adgang til og fx videredistribuerer. Brugeren skal også altid sørge for, at der på de værker, som videredistribueres, er et link til den oprindelige Creative Commons licens, således at den nye modtager af værket også kan se, hvordan reglerne for anvendelsen af værket er. Og så må brugeren naturligvis ikke ændre på vilkårene for licensen, hverken i forhold til sig selv eller i forhold til andre. For alle Creative Commons licenser gælder således, at ophavsmanden beholder sin ophavsret. Der sker ikke nogen overdragelse af ophavsretten til brugerne i forbindelse med anvendelse af Creative Commons licenser.

Creative Commons licenserne har også den fordel, at de er globale, forstået på den måde at selvom der måtte være Creative Commons licenser på lokale sprog, så gælder hovedreglerne for alle Creative Commons licenser, og når et værk er frigivet under en Creative Commons licens, kan det anvendes overalt i verden på de pågældende licensvilkår. Creative Commons licenser er gældende så lang tid, der er ophavsret på det pågældende værk. Det siger sig selv, at når der ikke er ophavsret længere, så er der heller ikke behov for en Creative Commons licens, da værket så er i det offentlige domæne. Dette betyder imidlertid også, at Creative Commons licenser ikke er tidsbegrænset på anden måde. Når man har frigivet sit værk under en Creative Commons licens, gælder denne licens i så lang tid, der er ophavsret på værket, og licensgiveren kan ikke tilbagekalde sin licens. Som bruger af et Creative Commons licenseret værk kan man således være sikker på, at man kan bruge det uden at risikere, at skaberen får “kolde fødder” og vælger at tilbagekalde licensen. Licensen er således uigenkaldelig.


Ophavsmanden bestemmer

Creative Commons licenserne har den fleksibilitet, at de på enkelte, væsentlige områder kan sammensættes med forskellige vilkår, der lige netop passer ophavsmandens ønsker og forretningsmodel. Man kan således vælge som licensgiver, om man ønsker at blive navngivet i forbindelse med værket eller ej.4 Man kan også vælge, at der kun må ske ikke-kommerciel anvendelse af ens værk. Endelig kan man give mulighed for, at ens værk også kan danne grundlag for afledte værker, og at man som bruger, der således har fået lov til at lave afledte værker, også skal frigive sine afledte værker under den samme Creative Commons licens, hvis man videregiver disse.

Muligheden for at sondre mellem kommerciel og ikke-kommerciel anvendelse giver ofte anledning til spørgsmål. Som udgangspunkt er sondringen mellem kommerciel og ikke-kommerciel anvendelse dog ret ukontroversiel. Hvis man som privatperson ønsker at bruge et Creative Commons licenseret foto på sin private weblog, hvis man som forsker ønsker at bruge Creative Commons licenserede data i sin forskning, hvis man som en NGO ønsker at bruge Creative Commons licenseret musik som led i en kampagne, falder denne brug klart inden for ikke-kommerciel anvendelse. Ønsker man omvendt som virksomhed at benytte Creative Commons licenseret materiale som led i en salgsbrochure, ønsker man som musiker at indspille Creative Commons licenserede kompositioner og tjene penge på musiksalget, eller ønsker man til en biografi eller en tv-station at vise Creative Commons licenserede dokumentarfilm mod adgangs- eller licensbetaling, så er der klart tale om kommerciel brug af materialet. I erkendelse af at der bestemt er gråzoner, bruger Creative Commons organisationen en hel del tid på at udforske, hvad der skal forstås ved kommerciel kontra ikke-kommerciel anvendelse, og i forbindelse med udarbejdelsen af version 4 af Creative Commons licenserne var der en voldsom diskussion om, hvorvidt selve sondringen i det hele taget skal udelades. Resultatet blev, at sondringen opretholdtes.

Ophavsmandens eneret omfatter også retten til at lave afledte værker. Creative Commons licenserne skaber en mulighed for at give sine brugere ret til at lave afledte værker, og netop denne ret er ofte af afgørende betydning for at nå formålet med at give adgang og dele sit indhold. Hvis ikke brugerne får ret til at lave afledte værker, vil det i langt de fleste tilfælde ikke være muligt at lave mash-ups, forbedringer og andre ting, der bidrager til den kreative fælled.

Hvis man således har givet sin bruger ret til at lave modifikationer af ens værker netop for at sikre udvidelse af den kreative fælled, er det naturligt at man ønsker, at også modifikationerne bliver en del af det Creative Commons licenserede værk. For at sikre at værket forbliver samlet som en enhed, der kan licenseres på samme vilkår, kan man gøre licensvilkåret om ret til at lave afledte værker betinget af, at brugeren stiller de afledte værker til rådighed for sine brugere på samme vilkår som det oprindelige værk. Denne betingelse om “del på lige vilkår” (eller “share alike” på engelsk), er fundamentalt den samme som bestemmelsen om “copyleft” under mange open source licenser. Det er vigtigt at understrege, at “share alike” kravet kun gælder, hvis man som bruger vælger at videredistribuere sine modifikationer. Der er således ikke noget krav om, at alle modifikationer man foretager stilles til rådighed for alle andre, blot man holder disse modifikationer for sig selv. Det er kun når der videredistribueres, at kravet om at dele på lige vilkår bliver aktuelt, og i så fald alene i forhold til de personer, som man vælger at videredistribuere til.


Anvendelse og udbredelse af Creative Commons

Som skaber – eller som den kulturinstitution, der har rettighederne til at disponere over indhold – kan man vælge at kombinere en Creative Commons licens med de forskellige vilkår. Der er således en hel del forskellige kombinationsmuligheder, og man skal som kulturinstitution naturligvis grundigt overveje, hvilke vilkår der er nødvendige for at opnå det, som man ønsker, og hvilke måske direkte vil medvirke hertil. Når man har truffet et valg, er det meget enkelt at tilføje licensvilkårene til værket. Da værket stort set altid foreligger i digital form, besøger man et Creative Commons website, hvor der vil være en online licensvælger. Ved at klikke sig frem kan man sammensætte den rigtige licens.

De valgte licensvilkår genereres herefter i HTML eller andet format, som kan “klippes og klistres” eller på anden måde inkorporeres i den digitale fil, eller placeres på websider, som besøges i forbindelse med tilgang til værket. Samtidig generes der en lille grafikfil, hvor licensvilkårene kort præciseres via små piktogrammer.

Med disse piktogrammer kan en potentiel bruger af Creative Commons licenseret indhold meget let skabe sig et overblik over, hvorledes indholdet må benyttes. Må det benyttes kommercielt, kan der laves afledte værker, osv.? Ved at klikke på grafikfilen med piktogrammerne vil man komme hen til en mere udførlig, men stadig let forståelig beskrivelse af licensvilkårene. Og hvis man endelig vil læse de helt nøjagtige og mere juridisk formulerede licensvilkår igennem, kan man klikke sig videre hertil. Endelig vil licensvilkårene blive knyttet til det digitale værk på en sådan måde, at man på de fleste store søgemaskiner, for eksempel Google, kan specificere sin søgning således at man kun leder efter værker, som kan anvende under en Creative Commons licens med de vilkår, som man ønsker.

Alt i alt giver Creative Commons licenserne unikke muligheder for på en let og elegant måde at tilknytte licensvilkår til indhold, således at man som bruger på enkel og overskuelig vis kan tilgå materialet. Creative Commons licenser sikrer således, at brugerne kan benytte materialet lovligt og uden at komme i konflikt med ophavsretten. Da Creative Commons licenserne er baserede på internetteknologi, er der langt større mulighed – netop i det enorme ocean af information og indhold på internettet – for at finde frem til lige netop dét indhold, der kan bruges på lige netop dén måde, som man ønsker.*5

Creative Commons er i dag de facto standarden for licensering af åbent indhold. Der findes internationale udgaver af licensen i snart 130 lande, og licensens juridiske holdbarhed og markedsmæssige og politiske anerkendelse er ubestridelig. Creative Commons licenser anvendes af EU, den amerikanske regering, store virksomheder som Maersk og et utal af NGO’er og kulturinstitutioner verdenen over.*6

Som udgangspunkt er Creative Commons ikke et mål, men et middel. Creative Commons er imidlertid som licensværktøjer et middel mod det mål, som burde ligge lige til højrebenet for danske kulturinstitutioner, nemlig at stille så meget indhold som overhovedet muligt til rådighed for offentligheden, ikke kun den danske, men for mennesker i hele verden, på så åbne vilkår som overhovedet muligt.



NOTER

*1  en.wikipedia.org/wiki/Information_wants_to_be_free

*2  Se fx www.flickr.com/groups/mashups/

*3  Se en.wikipedia.org/wiki/Tragedy_of_the_commons

*4  Dette er dog ikke nødvendigvis muligt under europæisk ophavsretslovgivning, da navngivelse er en del af de såkaldte moralske rettigheder.

*5  Creative Commons kan også anvendes, hvis man som kulturinstitution ønsker at stille indhold til rådighed på så frie vilkår som overhovedet muligt, altså at man overhovedet ikke ønsker nogen restriktioner i forbindelse med indholdet. Det kan for eksempel være, hvis man overhovedet ikke ønsker nogen som helst form for association med indholdet, da man af PR-mæssige årsager betragter det som problematisk, hvis indholdet efterfølgende benyttes i en sammenhæng, som man ikke ønsker, eller hvis indholdet modificeres på en måde, som man ikke markedsføringsmæssigt ønsker at blive associeret med. I så fald giver Creative Commons mulighed for at stille indhold, der som udgangspunkt jo stadig er underlagt ophavsret, til rådighed på vilkår, der er så tæt på det offentlige domæne, som lovgivningen overhovedet måtte give mulighed for. I så fald kan man vælge den såkaldte Creative Commons public domain dedication license eller CC0, som denne licens også kaldes.

*6  Inden for kulturområdet findes der eksempler på Creative Commons websiden
wiki.creativecommons.org/GLAM

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo