Værker til fri download

Digital kulturarv

Det lange perspektiv og bæredygtighed

JACOB R. WANG, DIGITALISERINGSANSVARLIG, NATIONALMUSEET


Hvordan sikrer vi bæredygtighed i GLAM-sektoren i den digitale tidsalder? Med afsæt i sit arbejde på Nationalmuseet reflekterer Jacob over, hvordan kulturarvsinstitutioner bedst ruster sig til at imødekomme nye behov og forventninger hos brugerne. Det omfatter at forlade silokulturen og udvikle fælles systemer, satse på få, men gennemtænkte platforme, og aktivt opsøge folk, der kan og vil noget andet med kulturarven, end institutionerne selv har tradition for eller kapacitet til. Jacob fortæller bl.a. om iværksættelsen af Danmarks første kulturarvshackathon #hack4dk, hvor programmører og udviklere opfordres til at hacke kulturarvsdata og indsætte dem i nye, ofte uventede konstellationer.


Opfindelsen og udbredelsen af computere og internettet har givet os en række nye og kraftfulde værktøjer. Værktøjer, som vi i kulturarvssektoren bør anvende så bredt og velovervejet som muligt.

Med bredt mener jeg, at digitale værktøjer med fordel kan og bør anvendes inden for (stort set) alle arbejdsområder hos arkiver, biblioteker og museer. Der er derfor behov for kontinuerlig udvikling af vores museale praksisser og de værktøjer, hvormed vi arbejder med henblik på udnyttelse af de muligheder, digitale teknologier byder på.

Med velovervejet mener jeg, at vi naturligvis bør drage nytte af de efterhånden 15-20 års erfaring inden for det digitale felt og dermed agere mere kvalificeret, effektivt og bæredygtigt fremadrettet, end vi har gjort indtil nu.


Med evigheden som perspektiv

Som arkiver, biblioteker og museer har vi ansvar for at indsamle, bevare og formidle kunst- og kulturhistoriske genstande, samlinger, historier og fænomener. Dette arbejde skal danne grundlag for vores virke som bl.a. forskende og vidensproducerende institutioner, ligesom det er vores opgave at sikre nem og fri adgang for alle til det materiale, vi over tid indsamler og forvalter på samfundets vegne.

Som (for størstedelens vedkommende) offentligt finansierede hukommelsesinstitutioner er det vores ret og pligt at agere med et mere end almindeligt langstrakt perspektiv for vores aktiviteter. Vores opgave er således ikke blot at være relevante og efterspurgte ressourcer i dag, men ligeledes at bidrage med væsentlige indsatser, som udvikler vores virkemuligheder i og for de kommende generationer.


Bæredygtighed

Med “evigheden” som perspektiv styrkes vigtigheden af bæredygtighed i vores aktiviteter. Det dur ikke, at vi skaber fornemme digitale projekter, som efter en ganske kort periode ikke længere er relevante og derfor går i glemmebogen, og det er min klare opfattelse, at alt for mange af vores aktiviteter har et alt for snævert fokus på nuværende brugergrupper og aktuel oplevelsesøkonomi. Det er ikke i sig selv et problem at lave brug-og-smid væk projekter – udstillinger er jo et godt eksempel – men de bør altid indeholde delprodukter, som har varig værdi. Vores projekter, hvor kortsigtede de end måtte være, bør således altid forholde sig aktivt og bidragende til ABM’ernes langstrakte og fremtidige aktiviteter. En væsentlig ambition for os professionelle museumspraktikere bør således være, at fremtidige kolleger, hvoraf nogle endnu slet ikke er født, vil takke os for de vigtige og væsentlige indsatser, vi bidrog med – dengang i de glade 00’ere, 10’ere og 20’ere.


Erfaringer fra 90’erne og 00’erne

Så hvad har vi egentlig lært i de forgangne år? Hvilke indsigter har vi fået, som kan og bør guide vores arbejde fremadrettet?

Vi har lært, at det er virkelig svært at skabe websites, som opnår bred anvendelse og relevans. Særligt svært er det, hvis de sites, vi lancerer, er en del af tidsbegrænsede projekter og derfor ikke kontinuerligt udvikles. Danmark flyder med gamle, hensygnende og rustne websites, som både arkiver, biblioteker og museer gennem årene har udviklet. Og den simple grund til deres manglende brug ligger i det forhold, at de rent ud sagt ligner noget, der er udviklet for flere år siden. Kigger man således efter aktivt anvendte websites med mere en 5 år på bagen, skal man lede længe, og man finder ikke mange. Jeg synes for så vidt det er ok, at mange af vores tidligere udviklede digitale produkter ikke længere møder brugernes nutidige krav, men jeg synes, det er rigtig trist og helt tosset, at de tusindvis af timer som inspektører og formidlere har brugt på at skabe indhold, nu ligger begravet sammen med de mange døde grænseflader. Vi har på den baggrund lært, at fleksibilitet og muligheder for genanvendelse af indhold er vigtigt, og at vi ikke kan blive ved med at udvikle formidlingssites som perler på en snor, men derimod bør fokusere på et kontinuerligt engagement i få, men gode sites.

Afledt heraf har vi lært, at eksisterende platforme og formidlingsmedier virker og giver os mulighed for at opnå langt mere for langt mindre. Videoer på YouTube, billeder på Flickr, Pinterest og Instagram, dialog og udveksling på Facebook, Twitter og Google+, artikelbaseret formidling på Wikipedia osv. Det var noget, vi diskuterede meget for nogle år tilbage, men som efterhånden er sunket ind og blevet en del af vores hverdagslige og uproblematiserede praksis. Vi har med andre ord bevæget os fra et fokus på portaler og eget website som basis for formidling, til fokus på digital tilstedeværelse på en lang række sites og platforme.

Vi har lært, at de digitale muligheder er mange og under stadig, rivende udvikling, og at vores kollektive begær er omskifteligt og til tider uberegneligt. “Apps, apps, apps – vi må have en app!”, “Augmented Reality – det er det nye, sådan noget skal vi også have”, “Touchborde, de er smarte – skal vi ikke have sådan et i den kommende udstilling?!” Eksemplerne er mange og iveren efter at brænde midler af på det sidste nye stor. Jeg synes, det er dejligt, at bl.a. museerne i Danmark viser vilje til nyskabelse og tør gå nye veje, men vi bør naturligvis ikke allesammen lave de samme eksperimenter, og vi bør bestræbe os på at etablere et robust og fleksibelt fundament for billige eksperimenter. Hvad der ofte sker er imidlertid, at vi udvikler konkret teknik fra bunden og ikke blot ender med at placere vores indhold i selvstændige og lukkede siloer, men også at vi bruger alt for mange midler på at udvikle tekniske produkter, som allerede findes.


Åbne data og hackathons

Inden for de seneste 3-5 år har dagsordenen omkring åbne og frie data været ganske omfattende og styrende. Antologien her er et fint eksempel på dette. Som arkiver, biblioteker og museer forvalter vi kultur(arvs)data, som kan være relevante og brugbare i mange sammenhænge, og vi har erkendt, at vi bør bestræbe os på at arbejde strategisk med fx ophavsret, open access og infrastruktur-udvikling for dermed at muliggøre, at vores data kan sættes i spil som en grundressource i samfundet. [1]

I efteråret 2012 afholdt Statens Arkiver, Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet og Kulturstyrelsen Danmarks første kulturarvs-hackathon. Inspireret af Europeanas mange hackathons (#hack4eu) valgte vi at kalde arrangementet #hack4dk. Vi inviterede programmører, IT-udvikere, designere, konceptudviklere og lign. til ét døgns intenst arbejde med udgangspunkt i åbne kulturarvsdata. Målsætningen var todelt. På den ene side ønskede vi at afprøve om frivillige digitale entusiaster, der ikke nødvendigvis har forhåndskendskab til kunst- og kulturhistorie, overhovedet gider engagere sig i aktiviteter med os. Outreach i forhold til ovenstående målgrupper er en ny ting for os, og vi var derfor spændte på, om der rent faktisk dukkede nogen op til arrangementet, og om vi kunne bidrage til, at de oplevede begivenheden som meningsfuld og underholdende. Derudover, såfremt ovenstående lykkedes, ønskede vi at få konstruktiv kritik af de tekniske forudsætninger for ekstern brug, i form af offentlige API’er, som vi forudgående havde etableret. [2]

[1] #hack4dk 2012 på Det Kongelige Bibliotek.  CC BY‐SA 4.0 Jacob Wang

[1] #hack4dk 2012 på Det Kongelige Bibliotek.
CC BY‐SA 4.0 Jacob Wang

I begge tilfælde var projektet en succes. Til hackathonen blev der med deltagelse af ca. 30 udviklere og 20 hangarounds udviklet 10 prototyper og koncepter, ligesom vi fik en masse erfaringer og kritik retur. Vi har udmærkede datasæt, men udviklerne ønskede flere data – de hyppigst anvendte datakilder var således de kvantitativt store datasæt, og ikke som vi forventede, det mest forædlede og formidlingsegnede materiale. Vores tekniske services var brugbare og nogenlunde dokumenteret, men der var over en bred kam en opfattelse af, at vi sagtens kunne gøre det bedre. I september 2013 inviterede vi endnu en gang til dansk kulturarvshackathon – denne gang på Nationalmuseet. Til dette års arrangement ønskede vi at de realiserede prototyper skulle være af bedre kvalitet og mere bæredygtige, således at interesserede faktisk kan se og opleve dem online. #hack4dk 2013 var en kæmpe succes og vi er meget stolte af deltagernes fantastiske arbejde!*1 [3]


Det digitale museum som platform

Det er stadig ganske få arkiver, biblioteker og museer i Danmark, der tilbyder fri og nem adgang til data via fornuftige og anvendelige webservices. Det Kongelige Bibliotek med data fra projektet “Danmark set fra luften”, Kulturstyrelsen med data fra “Fredede og bevaringsværdige bygninger” og “Fund og Fortidsminder”, samt foreningen Historisk Atlas er de stolte frontløbere, og jeg er overbevist om, at flere vil følge.*2

[2] #hack4dk 2013 på Nationalmuseet.  CC BY-SA 2.0 Morten Nybo.

[2] #hack4dk 2013 på Nationalmuseet.
CC BY-SA 2.0 Morten Nybo.

Indtil nu har vi dog haft kraftigt fokus på, hvad eksterne partnere og aktører kan bruge “vores” data til, men jeg mener det tilsvarende indadvendte spørgsmål: “Hvad kan vi selv bruge en stærk digital platform og medfølgende fleksibel adgang til data til?” med fordel kan diskuteres og afprøves. Nationalmuseets ønske om at udvikle museets digitale platform skal således forstås på baggrund af nødvendigheden af bæredygtig digital udvikling og den nuværende agenda om åbne og frie data. Vi ønsker at positionere os som “vores egen bedste kunde”, idet fremtidige formidlingsprojekter tænkes at trække på indhold fra de samme udadvendte services, som vi tilbyder tredjepart adgang til. Vi opnår derved en markant reduktion af omkostningerne forbundet med udvikling af fremtidige sites og apps, idet datagrundlaget etableres én gang for alle. Fremtidige projekter vil således alene skulle afholde omkostninger til udvikling af grænseflader til indhold – ikke databaser og services. Vi vil dermed kunne eksperimentere langt hurtigere og billigere, nøjagtig ligesom “hackerne” til #hack4dk hurtigt og effektivt kan skabe prototyper og beta-versioner af mulige formidlingsprodukter.

Som kultuarvsinstitutioner er vi konstant splittede mellem to hensyn. På den ene side skal vi honorere det nuværende samfunds krav om, at vi er relevante, brugbare og effektive. At vi leverer sjove oplevelser, læring og perspektiv. På den anden side er vi forpligtede over for fremtidens samfund og generationer, og har på den baggrund pligt til at tænke langsigtet og bæredygtigt. Digitale teknologier giver os gode muligheder for at arbejde klogt og effektivt med denne dobbelthed. De ‘nye medier’ er ikke nye længere, så lad os bruge den anledning til at tage en dyb indånding og overveje hvilket fundament, vi har brug for som grundlæggende for vores arbejde i de kommende 5-10 år. For Nationalmuseet er svaret simpelt og godt: Massiv digitalisering, infrastrukturudvikling, fri og nem adgang til viden og samlinger for alle.

[3] Der kodes løs på #hack4dk 2013.  CC BY‐SA 2.0 Morten Nybo

[3] Der kodes løs på #hack4dk 2013.
CC BY‐SA 2.0 Morten Nybo


NOTER

*1  Se hack4dk.wordpress.com/projects-2013/
*2  Danmark set fra luften: goo.gl/xk4Dc, Kulturstyrelsens datasæt: www.kulturstyrelsen.dk/kulturarv/databaser/, Historisk Atlas API: blog.historiskatlas.dk/api/

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo